Da regnen holder op, opdager vennerne, at der er kommet en regnbue på himlen. Selvom Grævling holder vagt, forsvinder regnbuen, inden de har hentet de andre. Derfor beslutter Edderkop og Grævling at bygge deres helt egen regnbue af blomster.
‘VILDDYR’ er poetiske og sjove små historier om Ræv, Kanin, Grævling, Mus og vennerne, der alle bor i en dansk skov og udforsker naturens fire årstider. Der er altid noget nyt at opdage i skoven, med vejret og med hinanden. Det er en verden i øjenhøjde for de alleryngste. Universet er skabt af søstrene Malene og Trylle Vilstrup, der er nogle af Danmarks dygtigste animationsinstruktører. Knud Romer er seriens fortællerstemme, og en lang række børneskuespillere lægger stemme til vilddyrene. Det er knuselskeligt charmerende.
Vilddyr, vil du lege med igen? For du er vores allerbedste ven.
Malene Vilstrup er uddannet fra Den Danske Filmskoles animationslinje i 1994. Hun har siden Filmskolen arbejdet som animator, instrueret spillefilmen "Zafir" (2003), været instruktørassistent på spillefilm og tv-serier, samt instrueret de sidste otte afsnit af julekalenderen "Absalons hemmelighed".
Trylle Vilstrup er uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2000 med speciale i animation. Hendes afgangsfilm var den dobbelt prisbelønnede animationsfilm Lovebirds. Hun har været episodeinstruktør på Tv-serierne Lego Ninjago, Lego Friends Og Mias Magic Playground.