Kim Andrea Brofeldt

Det bedste ved at besøge min far er det øjeblik, hvor han ser mig, og hans ansigt lyser op, fordi han tror, jeg er min mor.

Det var det billede, jeg altid fik af ham inde i hovedet, når jeg tænkte på ham. Det lange hår, der hang slasket og uvasket ned langs hans magre kinder. Smøgen, der røg sig selv mellem hans fingre. Jeg spejdede efter ansigtstræk, der kunne bevise, at vi var i familie, og fandt dem hverken i ansigtsformen, næsen eller hårfarven, men i hans øjne, brune som mine, og med et udtryk af afmagt, som jeg også før havde set i spejlet.