Johanne Korch

»Jeg gad vidst, hvor meget Liv der var tilbage i dig, hvis du var gift med et Mandfolk, der rendte efter hvert Skørt, han saa,« kom det rapt fra Jomfruen, »at hun bliver hos ham, er mer’ end jeg begriber, — men hun ser sig vel i Spejl hos »henne« Mor, — den sure »Himstregims«. Naa, men ta’ nu fat, byd Desserten to Gange, for den er god, naar jeg selv skal sige det.«

I al den Tid Elinor havde været i Danmark, havde hun ikke befundet sig saa godt som nu i de to muntre Damers Selskab, hendes Kinder var varme, Øjnene straalede, Munden smilede, og for en Gangs Skyld lignede hun det, hun burde være, en sød, glad, ung Pige uden større Sorger og Bekymringer.

»Jeg glæder mig saadan til igen at træffe den unge Sygeplejerske,« sagde hun til Ida Møller, der sad med en af Mørks fine Cigarer og rigtig nød den, »det var kedeligt, at hun ikke fik Tid til at deltage i denne dejlige Middag, — men vi ser hende jo senere ovre hos Dem.«

»Karin glæder sig nok ikke mindre,« svarede Ida og lænede sig tilbage, »desværre kunde hun jo ikke forlade sine elskede Børn, hun er noget af det mest pligtopfyldende, jeg har kendt.«

»Hvad skete der hende egentlig den Dag i Skoven?« Rosa havde nydt Middagen endnu mere end de to Gæster og var i straalende Humør, »jeg fik aldrig rigtig rede paa Begivenheden.«

»Nej, du har været en rigtig Eneboer, min Pige.« Ida saa, at Elinor fortrød det Spor, hun havde ledet Samtalen ind paa, og skyndte sig at forandre Emne, »Fakta kan du faa, men ellers er det for sent at rode op i den gamle Historie. Karin faldt, slog sit Knæ, og Frøken Kruse kørte hende hen til gamle Hanne, der er fuld af Lovtaler over den barmhjertige Samaritan.«