Tove Ditlevsen

orårsnat
Nu sænker Gud sit ansigt over jorden,

det store hjerte banker ganske stille,

og se, hans pande mod hvis hvælv du hviler,

er kølig som en forårsnat i Norden.

Og skærmende han lægger hånden over

den gode jord, han skabte i sin glæde.

Han græder over vågne, kolde sjæle

og kysser dyrene og børn, der sover.

O, lyt en kølig forårsnat i Norden.

Guds milde røst er vindens sagte susen,

og evighed er lagt i blomsterånde,

– nu sænker Gud sit ansigt over jorden.

TIL MIT DØDE BARN

DET TABTE LAND

MOD FREMMED HAVN

DET SKØNNESTE JEG VED

skal blive blind efter sit fald f

Hun forsvandt i andres ord, bevægelser og meninger, som var hun gjort af et blødt, let bøjeligt stof, der smidigt rettede sig efter omgivelsernes væsen og ikke havde nogen form i sig selv.