Amor Towles

han læste dette, brød Alexander Rostov omsider sammen og græd. Han græd naturligvis for sin ven, denne ædelmodige og dog temperamentsfulde sjæl, som kun så kort havde fundet sit øjeblik i tiden – og som ligesom dette hjælpeløse barn var utilbøjelig til at fordømme verden for alle dens uretfærdigheder.
Men naturligvis græd greven også for sig selv. For trods sit venskab med Marina og Andrej og Emile, trods sin kærlighed til Anna, trods Sofia – denne utrolige velsignelse, som var kommet til ham ud af det blå – så forsvandt den sidste af dem, der havde kendt ham som ung, da Mikhail Fjodorovitj Minditj døde.

Med tanke på, at et menneske må bemestre sine omstændigheder for ikke at blive offer for dem, tænkte greven, at det var værd at overveje, hvordan man bedst gjorde dette, når man var blevet idømt et helt livs husarrest.

For pomp og pragt er sejlivede kræfter. Og rævelumske.

Hvor ydmygt bøjer de ikke hovedet, når kejseren trækkes ned ad trappen og kastes ud på gaden. Men efter stilfærdigt at have afventet det rette øjeblik komplimenterer de den nys udnævnte leder, mens de hjælper ham i jakken og foreslår, at en medalje eller to ville pynte på det hele. Eller de overvejer, efter at have serveret for ham ved en officiel middag, om en større stol mon ikke ville være mere passende for en mand med så stort ansvar. De menige soldater kaster måske nok det gamle regimes bannere på sejrsbålet, men snart efter lyder trompeterne, og pomp og pragt indtager deres plads ved siden af tronen efter endnu en gang at have sikret sig deres magt over historien og dens konger.