Herbjørg Wassmo

Om natten var hun altid alene. Selv når hun kunne krybe ind til Gorm og mærke varmen fra ham, var hun alene. De tanker, som dukkede op og forhindrede hende i at sove, eller formede drømmene til absurde skygger af levet og drømt liv, det var nattemenneskets tanker. Ængstelsen for alt det, der kunne ske, og den nagende uro for, at en bagatel kunne blive til en katastrofe, det var nattemenneskets byrde. Men i det øjeblik hun vågnede til en ny dag, var hun på en måde genfødt som en skabning, der kunne handle.

Det gavner ingen at læne sig op ad sin elendighed. du skal bruge dagen til at tælle dine små glæder,” plejede farmor at sige

bordet til hende. Indså, at han måtte stoppe der. Det ville være tåbeligt, hvis han prøvede at fortælle hende, at savn var en følelse, man ikke kunne undgå.
De andre