Yuval Noah Harari

Men der er også en tredje mulighed, som er langt mere kompleks og dybsindig. Så længe Don Quixote kæmpede mod imaginære kæmper, lod han bare som om. Efter at han rent faktisk dræber et andet menneske, vil han imidlertid klynge sig endnu stærkere til sine fantasier, fordi kun de kan give hans tragiske udåd mening. Det paradoksale er, at jo flere ofre vi yder for at få en imaginær historie til at hænge sammen, desto mere hårdnakket vil vi fastholde denne historie, fordi
vi desperat ønsker at give disse ofre og den lidelse, vi har forårsaget, mening.

Ligesom kristendommen ikke forsvandt den dag, Darwin udgav Om arternes oprindelse, forsvinder liberalismen heller ikke, blot fordi videnskabsmænd har påvist, at frie individer ikke eksisterer.

De biologiske videnskaber udfordrer imidlertid alle tre antagelser. Ifølge de biologiske videnskaber forholder det sig således:

Organismer er algoritmer, og mennesker er ikke individer – de er »divider«. Det vil sige, at mennesker er en samling af mange forskellige algoritmer uden en unik indre stemme eller et autentisk selv.

De algoritmer, som tilsammen udgør et menneske, er ikke frie. De er under indflydelse af gener og det omgivende miljø, og de træffer beslutninger på enten et deterministisk grundlag eller tilfældigt – men ikke frit.

Heraf følger, at en ekstern algoritme teoretisk set kan kende mig meget bedre, end jeg nogensinde kan kende mig selv. En algoritme, som overvåger alle de systemer, som udgør min krop og hjerne, vil kunne vide præcis, hvem jeg er, hvad jeg føler, og hvad jeg ønsker. Når en sådan algoritme er blevet udviklet, vil den kunne erstatte vælgeren, forbrugeren og den æstetiske iagttager. Algoritmen vil vide bedst, algoritmen vil altid have ret, og skønheden afhænger af algoritmens beregninger.

Google vil kunne se igennem spindoktorernes tomme slogans. Google vil vide, at sygdom gør vælgere lidt mere højreorienterede end normalt, og vil kompensere for dette. Google vil derfor være i stand til at stemme for mig, ikke ud fra min øjeblikkelige sindstilstand, ikke ud fra det fortællende selvs fantasier, men i stedet ud fra de virkelige følelser og interesser, som den samling af biokemiske algoritmer, der går under navnet »jeg«, har.

Så selv om præsidenter, administrerende direktører og generalers daglige program stadig er fyldt med håndtering af økonomiske kriser og militære konflikter, kan menneskeheden på historiens kosmiske skala løfte blikket og begynde at rette det mod nye horisonter.

samme måde udspiller det liberale demokratis krise sig ikke blot i parlamenter og på valgsteder, men også i neuroner og synapser. Det er en kliche at konstatere, at det personlige er det politiske. Men i en æra, hvor forskere, virksomheder og regeringer forsøger at udvikle midlerne til at hacke den menneskelige hjerne, er denne selvindlysende sandhed mere ildevarslende end nogensinde før.

Hvem skal borgerlønnen omfatte?
Når folk taler om behovet for at dække menneskers grundlæggende behov – enten i form af borgerløn eller borgerservice – mener de normalt, at dette skal ske inden for nationalstatens rammer. Alle hidtidige eksperimenter med borgerløn har været strengt nationale eller kommunale. I januar 2017 indledte Finland et toårigt eksperiment, hvor man giver 2.000 arbejdsløse finner 560 euro om måneden, uafhængigt af om de finder arbejde eller ej. Lignende eksperimenter er på vej i den canadiske provins Ontario,
i den italienske by Livorno og i flere hollandske byer.24 (I 2016 afholdt Schweiz en folkeafstemning om indførelsen af borgerløn, men vælgerne stemte forslaget ned).25

Men liberalismen har ingen åbenlyse svar på de største problemer, vi står over for – det truende økologiske sammenbrud og teknologisk disruption. Liberalismen har traditionelt sat sin lid til, at økonomisk vækst på magisk vis løser vanskelige sociale og politiske konflikter. Liberalismen forenede proletariatet og bourgeoisiet, de troende og ateisterne, de indfødte med immigranterne og europæerne med asiaterne ved at love alle en større del af kagen.

Inden for de seneste få årtier har forskningen inden for områder som neurovidenskab og adfærdsøkonomi gjort det muligt for forskere at hacke mennesker og især at få en meget bedre forståelse af, hvordan mennesker træffer beslutninger. Det viste sig, at vores valg af alt fra mad til partner ikke er resultatet af en eller anden mystisk fri vilje, men snarere af milliarder af neuroner, der udregner sandsynligheder på et splitsekund. Den højt besungne »menneskelige intuition« er i virkeligheden »mønstergenkendelse«.

Homo sapiens er ganske enkelt ikke indrettet til nogensinde at blive tilfreds. Menneskelig lykke afhænger ikke så meget af de objektive vilkår som af individets egne forventninger. Forventninger er imidlertid tilbøjelige til at tilpasse sig vilkårene, herunder andre menneskers vilkår. Når forholdene forbedres, eksploderer forventningerne, og som følge heraf kan selv dramatiske forbedringer af forholdene efterlade det enkelte individ lige så utilfredst som tidligere.