Yuval Noah Harari

Panda Dung-te for mig i en porcelænskop fra Mingdynastiet, ville jeg ikke have sat mere pris på den end på et billigt tebrev i et papbæger. Man kan ikke opleve noget, hvis man ikke har udviklet den nødvendige følsomhed, og man kan kun udvikle sin følsomhed ved at udsætte sig for en hel masse oplevelser og gøre sig en masse erfaringer.

Mere end et århundrede efter, at Nietzsche erklærede Gud død, synes Gud at gøre comeback. Men det er en illusion. Gud er død – det tager blot et stykke tid at få fjernet liget. Radikal islam udgør ikke nogen alvorlig trussel mod den liberale pakke, for til trods for al deres glød og lidenskab forstår disse fanatikere ikke rigtig det 21. århundredes verden, og de har intet relevant at sige om de nye farer og muligheder, som nye teknologer skaber.

Hvad er det, der får mig til at stige på ét »tanketog« og ikke et andet? På min hjernes hovedbanegård kan jeg være tvunget til at stige på et bestemt tog af tanker som følge af deterministiske processer, eller jeg kan hoppe på et tilfældigt tog. Men jeg vælger ikke »frit« at tænke de tanker, som får mig til at stemme på et parti og ikke et andet.

Men der er også en tredje mulighed, som er langt mere kompleks og dybsindig. Så længe Don Quixote kæmpede mod imaginære kæmper, lod han bare som om. Efter at han rent faktisk dræber et andet menneske, vil han imidlertid klynge sig endnu stærkere til sine fantasier, fordi kun de kan give hans tragiske udåd mening. Det paradoksale er, at jo flere ofre vi yder for at få en imaginær historie til at hænge sammen, desto mere hårdnakket vil vi fastholde denne historie, fordi
vi desperat ønsker at give disse ofre og den lidelse, vi har forårsaget, mening.

Ligesom kristendommen ikke forsvandt den dag, Darwin udgav Om arternes oprindelse, forsvinder liberalismen heller ikke, blot fordi videnskabsmænd har påvist, at frie individer ikke eksisterer.

De biologiske videnskaber udfordrer imidlertid alle tre antagelser. Ifølge de biologiske videnskaber forholder det sig således:

Organismer er algoritmer, og mennesker er ikke individer – de er »divider«. Det vil sige, at mennesker er en samling af mange forskellige algoritmer uden en unik indre stemme eller et autentisk selv.

De algoritmer, som tilsammen udgør et menneske, er ikke frie. De er under indflydelse af gener og det omgivende miljø, og de træffer beslutninger på enten et deterministisk grundlag eller tilfældigt – men ikke frit.

Heraf følger, at en ekstern algoritme teoretisk set kan kende mig meget bedre, end jeg nogensinde kan kende mig selv. En algoritme, som overvåger alle de systemer, som udgør min krop og hjerne, vil kunne vide præcis, hvem jeg er, hvad jeg føler, og hvad jeg ønsker. Når en sådan algoritme er blevet udviklet, vil den kunne erstatte vælgeren, forbrugeren og den æstetiske iagttager. Algoritmen vil vide bedst, algoritmen vil altid have ret, og skønheden afhænger af algoritmens beregninger.

Google vil kunne se igennem spindoktorernes tomme slogans. Google vil vide, at sygdom gør vælgere lidt mere højreorienterede end normalt, og vil kompensere for dette. Google vil derfor være i stand til at stemme for mig, ikke ud fra min øjeblikkelige sindstilstand, ikke ud fra det fortællende selvs fantasier, men i stedet ud fra de virkelige følelser og interesser, som den samling af biokemiske algoritmer, der går under navnet »jeg«, har.

Så selv om præsidenter, administrerende direktører og generalers daglige program stadig er fyldt med håndtering af økonomiske kriser og militære konflikter, kan menneskeheden på historiens kosmiske skala løfte blikket og begynde at rette det mod nye horisonter.

samme måde udspiller det liberale demokratis krise sig ikke blot i parlamenter og på valgsteder, men også i neuroner og synapser. Det er en kliche at konstatere, at det personlige er det politiske. Men i en æra, hvor forskere, virksomheder og regeringer forsøger at udvikle midlerne til at hacke den menneskelige hjerne, er denne selvindlysende sandhed mere ildevarslende end nogensinde før.

Men liberalismen har ingen åbenlyse svar på de største problemer, vi står over for – det truende økologiske sammenbrud og teknologisk disruption. Liberalismen har traditionelt sat sin lid til, at økonomisk vækst på magisk vis løser vanskelige sociale og politiske konflikter. Liberalismen forenede proletariatet og bourgeoisiet, de troende og ateisterne, de indfødte med immigranterne og europæerne med asiaterne ved at love alle en større del af kagen.