Yuval Noah Harari

Men der er også en tredje mulighed, som er langt mere kompleks og dybsindig. Så længe Don Quixote kæmpede mod imaginære kæmper, lod han bare som om. Efter at han rent faktisk dræber et andet menneske, vil han imidlertid klynge sig endnu stærkere til sine fantasier, fordi kun de kan give hans tragiske udåd mening. Det paradoksale er, at jo flere ofre vi yder for at få en imaginær historie til at hænge sammen, desto mere hårdnakket vil vi fastholde denne historie, fordi
vi desperat ønsker at give disse ofre og den lidelse, vi har forårsaget, mening.

Ligesom kristendommen ikke forsvandt den dag, Darwin udgav Om arternes oprindelse, forsvinder liberalismen heller ikke, blot fordi videnskabsmænd har påvist, at frie individer ikke eksisterer.

De biologiske videnskaber udfordrer imidlertid alle tre antagelser. Ifølge de biologiske videnskaber forholder det sig således:

Organismer er algoritmer, og mennesker er ikke individer – de er »divider«. Det vil sige, at mennesker er en samling af mange forskellige algoritmer uden en unik indre stemme eller et autentisk selv.

De algoritmer, som tilsammen udgør et menneske, er ikke frie. De er under indflydelse af gener og det omgivende miljø, og de træffer beslutninger på enten et deterministisk grundlag eller tilfældigt – men ikke frit.

Heraf følger, at en ekstern algoritme teoretisk set kan kende mig meget bedre, end jeg nogensinde kan kende mig selv. En algoritme, som overvåger alle de systemer, som udgør min krop og hjerne, vil kunne vide præcis, hvem jeg er, hvad jeg føler, og hvad jeg ønsker. Når en sådan algoritme er blevet udviklet, vil den kunne erstatte vælgeren, forbrugeren og den æstetiske iagttager. Algoritmen vil vide bedst, algoritmen vil altid have ret, og skønheden afhænger af algoritmens beregninger.