Susannah Nix

Lacey skubbede sin stol ud fra bordet og rejste sig.

Hun pustede langsomt ud og hvilede hovedet mod sædets nakkestøtte.

“Men jeg vil også gerne kysse lidt mere med dig.”

Der var lidt over en time til, at hun skulle undervise, hvilket var nok til at inkorporere de sidste af de kommentarer, hun havde fået.

Det føltes som en dårlig undskyldning nu, men dengang havde det føltes vigtigt. “Hun ville helt sikkert ikke have sat pris på, at jeg involverede hendes kæreste i min uønskede graviditet.”

En som Dylan ville aldrig være lykkelig sammen med en som hende – og Brooke kunne aldrig være lykkelig sammen med nogen.

Dylans brystkasse hævede og sænkede sig under hendes hænder, hans åndedrag blevet mere ustabilt for hver berøring. Da hun nev hans brystvorte, der var fristende hård, udstødte han en lav rumlende lyd fra et sted bagerst i halsen.

Hans hænder gled ned og lagde sig om hendes røv, og han æltede den bløde hud, inden han trak hendes hofter mod sine med et ryk. Hun kunne mærke hans hårdhed mod sig, da han løftede hende op og bar hende ind i soveværelset.

Brookes hoved snurrede, og hendes tanker var usammenhængende, da Dylan lagde hende på sengen. Hele hendes krop spændte op, så det føltes som tortur. Hendes hud var så varm, at hun var bange for, at han ville brænde sig, når han rørte hende, men hun havde brug for, at han rørte hende. Hun havde så meget brug for det.

Men de skyndte sig ikke. Ikke efter så mange år med indestængt tiltrækning. At forhaste det her øjeblik ville være absurd. De tog sig god tid til at kysse, til hun ikke kunne mærke sine læber længere, og alligevel blev de ved med at kysse.