Lisa Ridzén

Jeg sagde det, som det var, at den slags havde vi ikke råd til.

Jeg begynder at grine, så mobilen duver på min mave, og forsøger at komme i tanke om noget, Ellinor har sagt, som Ture ville synes om.

“Det her går ikke længere. Det ved du også godt,” siger han, som om det helt er undgået hans opmærksomhed, at der faktisk er en konflikt. At det er hans vilje mod min. At det er ham, der sidder på beslutningen.

Jeg ved ikke, hvornår det skete, men vores roller er ligesom byttet om. Selv om hans krop aldrig har været i nærheden af den pondus af styrke og størrelse, som min har, er det ham, der er autoriteten nu. Den, der bestemmer over mit liv. Jeg er anledningen til, at han findes, men alligevel er det mig, der må underkaste mig. Mig, der er afhængig af hans beslutning. Det er ham, der bliver lyttet til, ikke mig.