Joachim Wrang

samme måde udspiller det liberale demokratis krise sig ikke blot i parlamenter og på valgsteder, men også i neuroner og synapser. Det er en kliche at konstatere, at det personlige er det politiske. Men i en æra, hvor forskere, virksomheder og regeringer forsøger at udvikle midlerne til at hacke den menneskelige hjerne, er denne selvindlysende sandhed mere ildevarslende end nogensinde før.

Hvem skal borgerlønnen omfatte?
Når folk taler om behovet for at dække menneskers grundlæggende behov – enten i form af borgerløn eller borgerservice – mener de normalt, at dette skal ske inden for nationalstatens rammer. Alle hidtidige eksperimenter med borgerløn har været strengt nationale eller kommunale. I januar 2017 indledte Finland et toårigt eksperiment, hvor man giver 2.000 arbejdsløse finner 560 euro om måneden, uafhængigt af om de finder arbejde eller ej. Lignende eksperimenter er på vej i den canadiske provins Ontario,
i den italienske by Livorno og i flere hollandske byer.24 (I 2016 afholdt Schweiz en folkeafstemning om indførelsen af borgerløn, men vælgerne stemte forslaget ned).25

Inden for de seneste få årtier har forskningen inden for områder som neurovidenskab og adfærdsøkonomi gjort det muligt for forskere at hacke mennesker og især at få en meget bedre forståelse af, hvordan mennesker træffer beslutninger. Det viste sig, at vores valg af alt fra mad til partner ikke er resultatet af en eller anden mystisk fri vilje, men snarere af milliarder af neuroner, der udregner sandsynligheder på et splitsekund. Den højt besungne »menneskelige intuition« er i virkeligheden »mønstergenkendelse«.

Homo sapiens er ganske enkelt ikke indrettet til nogensinde at blive tilfreds. Menneskelig lykke afhænger ikke så meget af de objektive vilkår som af individets egne forventninger. Forventninger er imidlertid tilbøjelige til at tilpasse sig vilkårene, herunder andre menneskers vilkår. Når forholdene forbedres, eksploderer forventningerne, og som følge heraf kan selv dramatiske forbedringer af forholdene efterlade det enkelte individ lige så utilfredst som tidligere.

Den liberale tro på individers følelser og frie valg er hverken naturlig eller særlig gammel. I tusindvis af år mente mennesker, at autoriteten havde rod i guddommelige love snarere end i det menneskelige hjerte, og at vi derfor burde betragte Guds ord snarere end menneskelig frihed som helligt. Først inden for de seneste få århundreder er kilden til autoritet skiftet fra himmelske guddomme til mennesker af kød og blod.

Som jeg nævnte i forrige kapitel, indikerer videnskabelige indsigter i den måde, vores hjerne og krop fungerer på, at vores følelser hverken afspejler en særlig menneskelig åndelighed eller en »fri vilje«. Følelser er snarere biokemiske mekanismer, som alle pattedyr og fugle benytter til hurtigt at beregne sandsynligheder for overlevelse og reproduktion. Følelser er ikke baseret på intuition, inspiration eller frihed – de er baseret på beregninger.

Problemet opstår, når mild patriotisme forvandles til chauvinistisk ultranationalisme. I stedet for at mene, at min nation er unik – hvilket gælder alle nationer – begynder jeg måske at mene, at min nation er andre overlegen, at den fortjener min fulde loyalitet, og at jeg ikke har nogen betydelige forpligtelser over for noget andet. Dette giver grobund for voldelige konflikter.

Selv om det forbliver urentabelt at føre krige i det 21. århundrede, giver det os desværre ikke en absolut garanti for fred. Man bør aldrig undervurdere omfanget af menneskelig dumhed. Både på det personlige og det kollektive niveau er mennesker tilbøjelige til at handle selvdestruktivt.

Personligt kender jeg kun alt for godt til denne stupide selvoptagethed, eftersom jøderne, mit eget folk, også mener, at de er det vigtigste folk i hele verden. Nævn en hvilken som helst menneskelig bedrift eller opfindelse, og de tager æren for den. Og eftersom jeg kender mit folk godt, ved jeg også, at de virkelig er overbevist om sandheden af deres påstande.

Men den moderne historie har faktisk vist, at et samfund bestående af modige mennesker, der er villige til at indrømme, at der er ting, de ikke ved, og er villige til at stille vanskelige spørgsmål, normalt ikke blot er mere velstående, men også mere fredeligt end samfund, hvor alle blindt må acceptere et bestemt svar. Mennesker, der er bange for at miste deres sandhed, er tilbøjelige til at være mere voldelige end mennesker, der er vant til at betragte verden fra flere forskellige perspektiver. Spørgsmål, man ikke kan besvare, er normalt langt bedre for en end svar, man ikke kan betvivle.