James Dashner

vinden og blive erstattet af nysgerrighed. Han ville vide, hvor han var, og hvad der foregik.
Med en knagen og et metallisk brag stoppede rummets opstigen. Det pludselige ryk kastede Thomas ud af hans sammenkrøbne stilling og hen over det hårde gulv. Han kom på benene og følte rummet svaje mindre og mindre, indtil det til sidst var ubevægeligt. Der blev helt stille.
Der gik et minut. To. Han kiggede i alle retninger, men så kun mørke. Han følte igen langs med væggene for at finde en vej ud. Der var intet, kun køligt metal. Han stønnede frustreret, og ekkoet blev forstærket og lød som en forpint klagen. Lyden døde hen, og stilheden vendte tilbage. Han skreg, kaldte på hjælp, bankede på væggene.
Ingenting.
Thomas bakkede ind i hjørnet igen, lagde armene over brys­tet og skælvede. Han følte en sitren i brystet, som om hans hjerte ønskede at undslippe, at flygte ud af kroppen.
»En eller anden ... hjælp mig!« skreg han så højt, at ordene gjorde ham hæs.
En høj metallisk lyd rungede over ham, og han gispede forskrækket, da en lige linje af lys bredte sig hen over loftet, og Thomas så, at sprækken udvidede sig. Et par skydedøre blev tvunget op med en tung, skurrende lyd. Efter så lang tid i mørke skar lyset i øjnene, og han kiggede væk og dækkede for ansigtet med begge hænder.
Han hørte lyde over sig – stemmer – og

de grå sten. Et par træer omgav den, og deres rødder mindede om krogede fingre, der gravede sig ned i klippegulvet for at søge føde. I et andet hjørne af komplekset var der haver – herfra kunne Thomas se majs, tomatplanter og frugttræer.
På den anden side af gårdspladsen var der indhegninger med får og grise og køer. En stor lund fyldte det sidste hjørne; de nærmeste træer så forkrøblede og visne ud. Himlen ovenover var skyfri og blå, men Thomas kunne ikke finde solen, på trods af det klare dagslys. De snigende skygger på væggene røbede hverken tid eller kompasretning. Det kunne lige så godt være tidligt om morgenen som sent på eftermiddagen. Da han åndede dybt ind for at dulme sine nerver, blev han bombarderet med en blanding af lugte. Friskgravet muld, gødning, fyrretræ, noget råddent og noget sødt. På en eller anden måde vidste han, at det var lugte, der hørte til på en bondegård.
Thomas kiggede igen på dem, der havde taget ham til fange. Han følte sig kejtet, men ønskede desperat at stille spørgsmål. Fange, tænkte han. Hvorfordukkede det ord op i mit hoved?Han skannede deres ansigter, betragtede og vurderede de forskellige udtryk. En af drengenes øjne blussede af had og fik ham til at stoppe brat op. Han så så vred ud, at det ikke ville være kommet bag på Thomas, hvis drengen havde forsøgt at dolke ham. Han havde sort hår, og da de fik øjenkontakt,

machete ud af hans hånd. Alt dette opfangede Thomas med et hurtigt blik, men rettede så sin opmærksomhed mod sin egen fjende igen.
»Jeg er ligeglad med, om jeg forbløder,« snerrede Janson. »Hvis bare jeg får dig hevet med ovenpå først.«
Endnu en eksplosion rystede fundamentet under Thomas, og han snublede fremad, tabte sit improviserede våben og stødte ind i brystet på Janson. De faldt begge om på jorden, og Thomas kæmpede for at skubbe manden væk med den ene hånd, mens han slog så hårdt, han kunne, med den anden. Hans knyttede næve knaldede ind i Jansons kind, og han så Rottemandens hoved smælde til siden, så blodet sprøjtede fra munden. Thomas trak armen tilbage for at slå igen, men manden slog voldsomt med kroppen og kastede ham af, så han landede på ryggen.
Inden han kunne nå at komme væk, var Janson hoppet på ham og havde fået knæene omkring hans overkrop og arme. Thomas vred sig for at komme fri, mens manden sendte en byge af slag mod hans ubeskyttede ansigt. Smerten var lammende. Et skud adrenalin strømmede gennem hans krop. Han ville ikke dø. Han skubbede fra med fødderne mod gulvet og pressede sin mave op mod loftet.
Han kom kun få centimeter op, men det var nok til at få armene fri fra mandens knæ. Han parerede det næste slag med underar