Håkan Nesser

Blev siddende med et gammelt nummer af National Geo

else blev bragt i uligevægt … eller mente han …?
Tak for hjælpen.
Pludselig sortnede det for vicekriminalkommissær Barbarottis øjne; køkkenet svajede, han

desuden noget mere. Han måtte … han måtte have kendt ægteparret Malmgren.
Eller hvad? Var det ikke sådan? For at kunne myrde dem, var det vel nødvendigt først at skille dem ad, og hvorfor skulle et ægtepar lade sig adskille af en fremmed midt om natten på en færge? Det ville i givet fald have krævet et vist raffinement. Sovemiddel i drinks eller noget endnu mere udspekuleret.
Selvom det naturligvis ikke var sikkert, at han havde anvendt samme metode, når det drejede sig om Henrik Malmgren. Han kunne oven i købet have skudt ham først for derefter i ro og mag at kunne tage sig af konen. Det var ingen umulighed … men alligevel, tænkte Barbarotti, alligevel var der helt bestemt noget om det der med, at de måtte have kendt hinanden. Mordene måtte sandsynligvis være foregået et eller andet sted på dækket, og hvorfor skulle man vel følge med en fremmed op på dækket? Hvis man som sagt rejste sammen med sin mand eller sin kone.
Først ham, derefter hende. Eller omvendt.
Begge på en gang?
Nej, det virkede simpelthen ikke som en mulighed.
På den anden side – det at de kendte hinanden, morderen og ofrene, var bestemt ingen nyhed. Man havde jo allerede besluttet sig for, at der lå et eller andet motiv til grund for det hele, havde man ikke? At det ikke bare drejede sig om ofre, der blev udvalgt tilfældigt.
Da han var kommet så langt i sit ræsonnement, hørte Barbarotti, hvordan det raslede ude i entreen. Dagens post var kommet, og fem minutter senere vidste han ikke, om han havde haft en forudanelse, eller om det bare var indbildning.
At Vorherre havde hentet sine velfortjente to point, kunne der derimod ikke herske tvivl om.
Handskerne på igen og så kuverten stillet op ad frugtskålen på spisebordet.
Lyseblå