Liv Nimand Duvå

Hvor lækkert, udbryder Aske, da vi har sat os om bordet foran vinduet i køkkenet, han kigger anerkendende op på Peter, som smiler tilfreds, selvom det var mig, der ristede nødderne, mig der lavede dressingen. Det skal han ikke slippe godt fra. Han øser endnu en portion op på sin tallerken og skovler maden i sig som et vildt dyr.

Vil ikke være vidne til den ydmygelse, det ville være, hvis du opdagede mig, hvis du pludselig så, at du ikke var alene, at jeg altid ser med.

Tager mobil og bluetoothhøjtaler med ud og sætter mig ved siden af Peter. Hold kæft en idiot, tænker jeg.

Jeg forestiller mig, at du løber rundt ude i skoven under de lysegule blade, at du står oppe bag træerne og skuler ind til mig. Jeg forestiller mig det, du ser. Det her menneske, jeg er blevet. Jeg råber ud til dig. Du må ikke forsvinde.

mener ikke, at gamle ar bare sådan kan åbne sig.

Jeg ved ikke, hvornår de her regler blev vedtaget, jeg ved, at det til husmødet blev besluttet, at det er mig, der køber ind, men besluttede jeg mig nogensinde selv for at flytte ud til Peter og de andre, sådan rigtigt besluttede, eller var jeg her bare. En dag, da jeg vågnede. Nej, jeg flyttede herud for at arbejde. For at huske, for at finde frem til dig.