Peer E. Sørensen

Modernismens ansigter er en række kapitler om eksemplariske øjeblikke i modernismens tid. Bogen handler om musik, kunst og litteratur, men er ikke en bog om modernismens historie. Den behandler et udvalg af værker under forskellige synsvinkler med stadig brug af kultur- og idéhistoriske, biografiske, anekdotiske, tekst- og billedanalytiske indfaldsveje. At analysere fra flere synsvinkler er nødvendigt dér, hvor hierarkier og orden har mistet bindende kraft.

Hvert kapitel er samlet om ét hovedtema. Jeg har ikke bestræbt mig på at placere stoffet i omfattende synteser. Dem har jeg ingen tillid til. Modernismens ansigter er en montage af sonderinger i en række af de modernitetserfaringer, der kommer til udtryk i forskellige musikalske, litterære og kunstneriske genrer.

Når jeg alligevel bruger fællesbetegnelsen ’modernisme’, er det, fordi der i alle divergenserne er en række fælles erfaringer, der gør sig gældende i de mange manifester, opråb, aktioner, teorier, eksperimenter og værker. Det er de erfaringer, jeg forsøger at indkredse i Modernismens ansigter. Derfor pluralis: ansigter, ikke ansigt. Alle ser jeg som eksperimenterende udtryk for vilkårlighed, kontingens, diskontinuitet, forandring og flygtighed. Begreber, vi ofte opfatter som karakteristiske for modernitetens erfaringsverden. Modernismen har skærpet opmærksomheden på normbrud og eksperiment og brudt med gamle skønhedsbegreber. Den franske forfatter Arthur Rimbauds imperativ: ”Il faut être absolument moderne” (Det er nødvendigt at være absolut moderne) er et krav om modernitet, der bygger på den forudsætning

Den franske forfatter Arthur Rimbauds imperativ: ”Il faut être absolument moderne” (Det er nødvendigt at være absolut moderne) er et krav om modernitet, der bygger på den forudsætning, at kunst, æstetik og filosofi ikke længere eksisterer som universelle helheder. I Rimbauds digte er symbolet erstattet af tegnet. Han foregriber sprogforskeren Ferdinand de Saussures forestilling om det arbitrære tegn. En forestilling, som spiller en overordentlig stor rolle i modernismen, der er skeptisk overfor enhver form for symboltænkning. Disse erfaringer er modernismens fundament. Rimbauds formulering findes i Une Saison en enfer (1873, da. En tid i helvede, 1949), der også er et signalement af de borgerlige samfunds kriser. Rimbauds diktum vedrører ikke blot kunst og æstetik. Det sammenfatter et konglomerat af opbrud og sammenbrud, som er modernismens kreative udgangspunkt.

Modernismens kunstneriske udtryk er altid rigere end vores udlægninger af dem. Det er grunden til, at vi med kunstværket som hjælper kan forestille os en anderledes verden end den, vores forforståelser og begreber er formet af. Det er en forhåbning, som mange af de kunstnere, der beskrives i Modernismens ansigter, har med i deres arbejder: Drømmen om at kunne løsne de greb, som vores tanker alt for ofte stivner vores erfaringer i. At kunne se andet end den blotte realitet. At kunne se, mærke, bevæges. Målet er at nå frem til det ukendte, skrev Arthur Rimbaud, en af surrealisternes forfædre, i et brev allerede i 1871. Men også at give vores erfaringer og erindringer et indsigtsforløsende udtryk. ”For at vide må vi lære at se”, skrev Bertolt Brecht i 1955 i sin sene fotografiske ABC over nazismen, Kriegsfibel (Krigs-ABC).

De modernistiske værker, jeg her beskæftiger mig med, befinder sig i overgangszoner. Om Rimbaud skrev den franske lyriker René Char, at han er den første poet i en civilisation,