Henrik Pontoppidan

Engelstoft havde hidtil ligesom sin Hustru ikke været troende. Paa dette ene Punkt havde deres Anskuelser været nogenlunde overensstemmende. Og dog var der den Forskel paa deres Forhold til Kirken, at Fru Engelstoft aabent havde vedkendt sig sit Brud med den, medens Godsejeren af Hensynsfuldhed mod den gamle Provst, der havde døbt og konfirmeret ham, og overhovedet for ikke at vække Anstød regelmæssigt et Par Gange om Aaret lod sig se i den udskaarne Bedestol paa Pulpituret, der var ham forbeholdt som Herregaardsbesidder og Kirkens Ejer, og hvor han under den hele Højtidelighed kæmpede en fortvivlet Kamp med Søvnen.

Der stod: „Ligesom det ved Oprettelsen af dette Bladforetagende var mit Ønske efter ringe Evne at bidrage til Oplysningens Fremme i vort Fædreland, saadan er det nu mit Haab, at det maa blive bevaret for Efterslægten som et Kulturens Tempel, hvor Ordet lyder rent og frit til Sandhedens Ære.“

Disse ofte citerede Linjer var bleven som Summen af den afdøde Bladkonges og Folkeførers hele Virksomhed. Hvor meget Forretnings- og Partimanden end i Aarenes Løb var vokset Idealisten over Hovedet hos den bondefødte Jyde – det kunde dog indtil det sidste mærkes paa ham, at han i sin Ungdom havde siddet ved Grundtvigs Fødder.

„Sig mig, Dr. Vadum – har det aldrig gyst i Dem ved at tænke paa, hvad det er for en Slags Personer, vi for Tiden regeres af? De læser ikke Aviser, siger De. Godt. Men saa meget véd De dog, at det gaar i rivende Fart til Helvede med os. Og i den Situation sidder Nationens Udkaarne henne i Rigsdagen som Prangere i en Krostue og rafler om Vælgerstemmer. Vi vanæres af en forløjet Presse, der i Stedet for at være Folkets uegennyttige Oplyser og Vejleder mer og mer bliver en fræk Spekulation i Mobbens usleste Instinkter, – en Storindustri i Fruentimmerpjank, Teatersladder og Skandale. Og nu spørger jeg Dem, Dr. Vadum, kan De virkelig sidde roligt og se paa den Jammer?“

Med sine enogtyve Aar var hun den Gang kun et uerfarent Barn, der endnu ikke vidste, at Livet først blev rigtig alvorligt, ja indtil Fortvivlelse vanskeligt og gaadefuldt, naar man var kommen til at holde af en anden –

Ogsaa de var Folk, der paa Tomandshaand nok kunde jamre over Forfaldet og den slette Presse, men ikke havde Mod til at lægge sig ud med et saa udbredt Blad som „Friheden“, der ved enhver Lejlighed beredvilligt udbasunerede deres Fortjenester for sine hundrede tusinde Læsere.