Rasmus Hastrup

At vide og ikke at vide, at være bevidst om den fulde sandhed, mens man fortalte omhyggeligt udtænkte løgne, at have to holdninger, der gensidigt udelukkede hinanden, på samme tid, at vide, at de udelukkede hinanden, og tro på dem begge, at bruge logik mod logik, at fornægte moralitet og samtidig gøre krav
på den, at tro på, at demokrati var umuligt, og at Partiet var demokratiets vogter, at glemme det, der var nødvendigt at glemme, og så komme i tanke om det igen, i samme øjeblik der var behov for det, og med det samme glemme det én gang til, og mere end noget andet at benytte samme proces på selve processen. Det var den ultimative spidsfindighed: bevidst at fremavle ubevidsthed og så igen blive ubevidst om den hypnose, man netop havde foretaget. Bare det at forstå begrebet dobbelttænk involverede brugen af dobbelttænk.

De kunne ikke ændre ens følelser; man kunne heller ikke ændre dem selv, for den sags skyld, selv hvis man ville. De kunne afdække ned til mindste detalje alt, hvad man havde sagt og gjort, men hjertets inderste kamre, hvis mekanismer forblev mystiske og ukendte selv for én selv, forblev uindtagelige.

Og mine rygdeller – og det siger jeg med oprigtig kærlighed – er bedre egnet til fetich-websites end til minibikinier, som bare bliver væk mellem dem.