Rasmus Hastrup

At vide og ikke at vide, at være bevidst om den fulde sandhed, mens man fortalte omhyggeligt udtænkte løgne, at have to holdninger, der gensidigt udelukkede hinanden, på samme tid, at vide, at de udelukkede hinanden, og tro på dem begge, at bruge logik mod logik, at fornægte moralitet og samtidig gøre krav
på den, at tro på, at demokrati var umuligt, og at Partiet var demokratiets vogter, at glemme det, der var nødvendigt at glemme, og så komme i tanke om det igen, i samme øjeblik der var behov for det, og med det samme glemme det én gang til, og mere end noget andet at benytte samme proces på selve processen. Det var den ultimative spidsfindighed: bevidst at fremavle ubevidsthed og så igen blive ubevidst om den hypnose, man netop havde foretaget. Bare det at forstå begrebet dobbelttænk involverede brugen af dobbelttænk.

De kunne ikke ændre ens følelser; man kunne heller ikke ændre dem selv, for den sags skyld, selv hvis man ville. De kunne afdække ned til mindste detalje alt, hvad man havde sagt og gjort, men hjertets inderste kamre, hvis mekanismer forblev mystiske og ukendte selv for én selv, forblev uindtagelige.

tre magter fortsætter dog med at producere kernevåben og opbevarer dem til den afgørende situation, som de alle tror kommer før eller siden. Og i mellemtiden har krigsindsatsen været stort set stationær de sidste tredive-fyrre år. Helikoptere bruges mere end førhen, bombefly er stort set erstattet af selvflyvende missiler, og de sårbare, mobile krigsskibe er blevet
udskiftet med de nærmest synkefri Flydende Forter, men ellers har udviklingen været ganske beskeden. Kampvogne, ubåde, torpedoer, maskingeværer, selv rifler og håndgranater bruges stadig. Og trods de endeløse nedslagtninger, der rapporteres om i pressen og fra teleskærmene, er de desperate, fortvivlede slag fra tidligere krige, hvor hundredetusindvis eller endda millioner af soldater blev dræbt i løbet af et par uger, aldrig blevet gentaget.