Johannes V. Jensen

Han havde ingen egentlig menneskeligt Blik i sine blaa Øjne, de manglede det fattede Udtryk, der er eget for Mennesker, om hvem man ved, de hedder Ole eller Josef, og at de selv er paa det rene dermed.

Hun lod sig kun nu og da formilde, og da lignede hendes Smil en Septemberdag i Danmark, naar sorgløse Fugle styrter sig i Sværm under den forklarede Himmel, medens de falmede Blomster staar stille og ved bedre Besked

vidst, at han opgav sin Sag, Danmarks Sag, naar han slap Underhandlingerne og forlod Jylland.