I betragtning af, hvor stor en plads The Velvet Underground fylder i værternes hjerter, bevidsthed og generelle æstetik – ja, de har sågar sammen redigeret en antologi om bandet i 2003 – er det egentlig utroligt, at vi skulle helt frem til Rockhistorier nummer 154 før de fandt vejr gennem nåleøjet. Nå, men bedre sent end aldrig, som man plejer at sige, når man har overskredet endnu en deadline.
The Velvet Underground udsendte i årene 1967 til 1970 i diverse konstellationer og under stort set konstante interne stridigheder fire album, der ikke gjorde større væsen af sig i samtiden, da deres konfronterende tone og nihilistiske attitude var helt ude af trit med hippiebevægelsens idealer. Gruppen blev først for alvor kanoniseret ved punkens fremkomst midt i 1970’erne, og har siden vist sig at være et af rockens mest stilskabende orkestre nogensinde. Måske kun overgået af The Beatles. Store ord, javel, men værket kan i den grad bære det. Og lidt til. Velkommen til virkeligheden.
”Prominet Men” (1965
”All Tomorrow’s Parties (single version)” (1966)
“I’m Waiting for The Man” (1967)
“Venus In Furs” (1967)
“Heroin” (1967)
“White Light/White Heat” (1968)
“I Heard Her Call My Name” (1968)
“Stephanie Says” (1968)
”Hey Mr. Rain (Version One)” (1968)
”Candy Says” (1969)
“What Goes On” (1969)
“Pale Blue Eyes” (1969)
“Foggy Notion” (1969)
”Sweet Jane” (1970)
”Rock and Roll” (1970)
“New Age” (1970)
