Karin Smirnoff

Temperaturen falder under nul.

Det er her, Branco identificerer sin chance for at blive legitim på en måde, som samfundet vil takke ham for.

Han skal ind i elproduktionen – og ikke en hvilken som helst elektricitet. Sveriges reneste, grønneste elektricitet lige nu – vindkraft – og blive et endnu bedre menneske. Et der tager et gennemgribende socialt ansvar ved at investere sin private formue i fremtiden. En visionær, en elskværdig person, som omverdenen ville beundre, hvis blot de fik muligheden.

Så langt tænker han dog ikke at gå. Branco er nået langt ved ikke at findes og ikke blive set.

Både elektricitet og brint vil blive solgt som guld til højest­bydende. På trappen mod Norrbotten står verden og venter. Grim, beskidt og modbydelig som altid og proppet med grønne argumenter, som et hvilket som helst reklamebureau kan formulere.

Også Branco har talegaverne i orden.

“De svenske politikere med sosserne og Miljøpartiet i spidsen har stået på hovedet for at tilfredsstille klimabevægelsen. Kernekraften afmonteres, og vindmøllerne skal rejses.

Göran,” begynder hun.
“Her, drik noget