Yuval Noah Harari

De biologiske videnskaber udfordrer imidlertid alle tre antagelser. Ifølge de biologiske videnskaber forholder det sig således:

Organismer er algoritmer, og mennesker er ikke individer – de er »divider«. Det vil sige, at mennesker er en samling af mange forskellige algoritmer uden en unik indre stemme eller et autentisk selv.

De algoritmer, som tilsammen udgør et menneske, er ikke frie. De er under indflydelse af gener og det omgivende miljø, og de træffer beslutninger på enten et deterministisk grundlag eller tilfældigt – men ikke frit.

Heraf følger, at en ekstern algoritme teoretisk set kan kende mig meget bedre, end jeg nogensinde kan kende mig selv. En algoritme, som overvåger alle de systemer, som udgør min krop og hjerne, vil kunne vide præcis, hvem jeg er, hvad jeg føler, og hvad jeg ønsker. Når en sådan algoritme er blevet udviklet, vil den kunne erstatte vælgeren, forbrugeren og den æstetiske iagttager. Algoritmen vil vide bedst, algoritmen vil altid have ret, og skønheden afhænger af algoritmens beregninger.

Google vil kunne se igennem spindoktorernes tomme slogans. Google vil vide, at sygdom gør vælgere lidt mere højreorienterede end normalt, og vil kompensere for dette. Google vil derfor være i stand til at stemme for mig, ikke ud fra min øjeblikkelige sindstilstand, ikke ud fra det fortællende selvs fantasier, men i stedet ud fra de virkelige følelser og interesser, som den samling af biokemiske algoritmer, der går under navnet »jeg«, har.

Så selv om præsidenter, administrerende direktører og generalers daglige program stadig er fyldt med håndtering af økonomiske kriser og militære konflikter, kan menneskeheden på historiens kosmiske skala løfte blikket og begynde at rette det mod nye horisonter.