Yuval Noah Harari

Hvad vil menneskeheden ellers stræbe efter? Kan vi stille os tilfredse med det, vi allerede har opnået, holde hungersnød, epidemier og krig fra livet og beskytte den økologiske balance? Dette vil uden tvivl være det klogeste at gøre, men det er ret usandsynligt, at menneskeheden vil vælge denne kurs. Mennesker er sjældent tilfredse med det, de allerede har.

Selv i dag lægger amerikanske præsidenter deres hånd på en bibel under edsaflæggelsen ved deres indsættelse. Tilsvarende er det i mange lande, heriblandt USA og Storbritannien, almindelig praksis, at vidner i retssager lægger deres hånd på en bibel, når de sværger at fortælle sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden. Det er ironisk, at de sværger at fortælle sandheden med hånden på en bog, der er fyldt med så mange fiktioner, myter og fejl.

Den største videnskabelige opdagelse var opdagelsen af uvidenhed. Da mennesker først indså, hvor lidt de vidste om verden, havde de med ét en meget god grund til at søge ny viden, hvilket åbnede den videnskabelige vej til fremskridt.

Vi giver os selv, vores chef, realkreditlånet, regeringen eller skolesystemet skylden for den situation, vi er havnet i. Men i virkeligheden er det ikke deres skyld. Det er den moderne pagt, som vi alle var været omfattet af siden den dag, vi blev født, som bærer skylden. I den førmoderne verden mindede folk om kontorfunktionærer i et socialistisk bureaukrati. De stemplede ind og ventede så på, at andre tog initiativet. I den moderne verden er det os mennesker, som styrer butikken. Det er derfor, vi har en følelse af at være under et konstant pres.

Panda Dung-te for mig i en porcelænskop fra Mingdynastiet, ville jeg ikke have sat mere pris på den end på et billigt tebrev i et papbæger. Man kan ikke opleve noget, hvis man ikke har udviklet den nødvendige følsomhed, og man kan kun udvikle sin følsomhed ved at udsætte sig for en hel masse oplevelser og gøre sig en masse erfaringer.

Mere end et århundrede efter, at Nietzsche erklærede Gud død, synes Gud at gøre comeback. Men det er en illusion. Gud er død – det tager blot et stykke tid at få fjernet liget. Radikal islam udgør ikke nogen alvorlig trussel mod den liberale pakke, for til trods for al deres glød og lidenskab forstår disse fanatikere ikke rigtig det 21. århundredes verden, og de har intet relevant at sige om de nye farer og muligheder, som nye teknologer skaber.

Hvad er det, der får mig til at stige på ét »tanketog« og ikke et andet? På min hjernes hovedbanegård kan jeg være tvunget til at stige på et bestemt tog af tanker som følge af deterministiske processer, eller jeg kan hoppe på et tilfældigt tog. Men jeg vælger ikke »frit« at tænke de tanker, som får mig til at stemme på et parti og ikke et andet.

Men der er også en tredje mulighed, som er langt mere kompleks og dybsindig. Så længe Don Quixote kæmpede mod imaginære kæmper, lod han bare som om. Efter at han rent faktisk dræber et andet menneske, vil han imidlertid klynge sig endnu stærkere til sine fantasier, fordi kun de kan give hans tragiske udåd mening. Det paradoksale er, at jo flere ofre vi yder for at få en imaginær historie til at hænge sammen, desto mere hårdnakket vil vi fastholde denne historie, fordi
vi desperat ønsker at give disse ofre og den lidelse, vi har forårsaget, mening.

Ligesom kristendommen ikke forsvandt den dag, Darwin udgav Om arternes oprindelse, forsvinder liberalismen heller ikke, blot fordi videnskabsmænd har påvist, at frie individer ikke eksisterer.

Google vil kunne se igennem spindoktorernes tomme slogans. Google vil vide, at sygdom gør vælgere lidt mere højreorienterede end normalt, og vil kompensere for dette. Google vil derfor være i stand til at stemme for mig, ikke ud fra min øjeblikkelige sindstilstand, ikke ud fra det fortællende selvs fantasier, men i stedet ud fra de virkelige følelser og interesser, som den samling af biokemiske algoritmer, der går under navnet »jeg«, har.