Fjodor Dostojevskij

Jeg har ikke noget mod at folk lyver! Jeg kan godt lide at folk lyver! Løgnen er menneskets eneste privilegium i forhold til de laverestående skabninger. Lyv – og du skal finde sandheden! Jeg lyver, ergo er jeg et menneske. Ikke en eneste sandhed er blevet fundet uden at der forud er blevet løjet sytten eller måske hundrede og sytten gange, og det er i sig selv ærefuldt nok; men vi forstår os ikke engang på at lyve ordentligt, i overensstemmelse med vores egen karakter og overbevisning! Lyv for mig, men lyv i overensstemmelse med din overbevisning, og jeg er parat til at kysse dig. At lyve og stadig være sig selv er bedre end at slynge om sig med lånte sandheder; i det første tilfælde er du et menneske, i det andet kun en papegøje! Sandheden løber ingen vegne, men man kan ikke lukke helt af til livet med den; det er der mange eksempler på.

Han havde i smug og med stor fryd forestillet sig hvordan han ville gifte sig med en fattig pige af god familie (men ubetinget fattig), purung, smuk og med en god opdragelse, som havde haft det hårdt og oplevet store sorger, og som ville være ham underdanig og resten af livet betragte ham som sin redningsmand, forgude ham, tjene ham, beundre ham og betragte ham som sin eneste ene. Hvor mange scener, hvor mange sødmefyldte episoder havde han ikke i sin fantasi skabt over dette betagende tema når han tog en pause fra sit hårde arbejde!

Generalen havde aldrig fortrudt dette tidlige ægteskab, havde aldrig forsøgt at fremstille det som et udslag af ungdommelig overilethed, og han følte den største respekt for sin hustru og nærede til tider endda en sådan frygt for hende, at det grænsede til oprigtig kærlighed!