Anders Johansen

Hvordan fanden er det, du sidder og stener?!” Dennis hakkede albuen i siden på ham. “Vågn op, nu kommer det fedeste!”

Det var blevet sortblå nat på skærmen, fuldmånen hang som et koldt, ondt øje. Den

En mopset pige sendte ham et blik fuldt af foragt: “Hvad har du gang i, din taber!?”

Pludselig får han en kriblende fornemmelse af, at der står nogen inde i mørket og lurer. Ganske tæt ved ham.

Lommelygten! Han fisker den frem, får den tændt. Lyskeglen flakker, men rammer kun gråbrune stammer med døde grene.

En gren knækker bag ham. Et lille, tørt smæld, som stilheden blæser op til

et tordenbrag. Daniel snurrer rundt – og så sker det:

Manden springer ud af mørket og ind i lyset fra lommelygten, et monster med kulsort maske, snerrende som et rovdyr. Armene fægter over hans hoved, i den ene hånd har han ... for satan, er det en maskinpistol?

Mundingen sænker sig, peger på Daniel. Og det er ikke en maske, nej, manden har malet ansigtet sort. Det hvide i øjnene lyser

så fat det dog, knægt, vi kunne lige så godt hælde den i kloakken!”

Smak!

Fars hænder. Store, ru plader med sortgrønne rande under neglene. Svinelugten var groet ind i dem.

Han slog, i blindt, ustyrligt raseri. Mest når han var fuld, men ikke kun. Et forkert ord var nok.

Ævler om ulve, som ingen har set – til gengæld ser Patrick

alt for tit hans skide sikahjorte, når de kommer ud på markerne og æder af afgrøderne

Patrick blev holdende, til de to feje køtere var fræset væk. Alexander så op: “Tak.” Han tørrede øjnene. De var stadig opspærrede af angst. “Sig til, hvis du har brug for hjælp med noget ... jeg mener, lektier og afleveringer, den slags.”

»Sam Berger,« sagde han.

de kom ind.
Sarwani fortsætter:
»