Sylvia Day

Han går et andet sted hen, hvor han kan være alene. Han lader mig ikke hjælpe sig.”
“Går et andet sted hen?

Hans mund fortrak sig i et skævt smil. “For nemheds skyld er jeg allerede pakket ud. Batterier ikke nødvendige.”

Jeg ventede, til den røde lampe begyndte at blinke, så satte jeg linjen på højttaler. “Hvor er du nu?”
“Også goddag til dig, min ven,” hilste Arnoldo med sin karakteristiske italienske accent. “Jeg hører, at jeg gik glip af dit og Evas selskab i restauranten forleden.”
“Vi spiste en udsøgt frokost.”
“Ah, det er den eneste slags, vi serverer. Vi er nu heller ikke så dårlige til middage.”
Jeg lænede mig tilbage i stolen. “Er du i New York?”
“Ja, og jeg er ved at planlægge din polterabend, hvilket er grunden til, at jeg ringer. Hvis du har planer i den kommende weekend, skal du aflyse dem.”
“Eva og jeg er ikke i byen.”
“Hun er ikke i byen. Faktisk slet ikke i landet, så vidt jeg kan forstå på Shawna. Og du vil også være ude af byen. Resten af gutterne er enige med mig. Vi vil tvinge dig til at forlade New York for en gangs skyld.”
Jeg blev så overrasket over det første, Arnoldo sagde, at jeg knap hørte det sidste. “Eva skal ikke forlade landet.”
“Det kommer du til at tale med hende og hendes veninder om,” sagde han roligt. “For vores vedkommende så tager vi til Rio.”
Jeg opdagede, at jeg havde rejst mig op. For helvede. Eva var ikke i bygningen. Jeg kunne ikke bare tage elevatoren ned og finde hende.
“Jeg får Scott til at arrangere flyveturen,” fortsatte han. “Vi tager afsted fredag aften og regner med at være tilbage mandag, tidsnok til at du kan nå på arbejde, hvis du er så ambitiøs.”
“Hvor skal Eva hen?”
“Jeg har ingen anelse. Shawna ville ikke ud med det, fordi det ikke er meningen, at du skal vide det. Hun fortalte mig bare, at de vil være væk i weekenden, og at jeg skulle sørge for at holde dig beskæftiget, fordi Cary ikke vil have, at du blander dig.”
“Det er ikke en beslutning, han har ret til at træffe,” bed jeg ham af.
Han holdt inde. “Det hjælper ikke at være sur på mig, Gideon. Og hvis du ikke stoler på hende, min ven, så skulle du ikke gifte dig med hende.”
Jeg strammede grebet om telefonen. “Arnoldo, du er den tætteste ven, jeg har. Men det vil ændre sig, hvis du ikke får hovedet ud af røven, når det drejer sig om Eva.”
“Du tager fejl af mig,” rettede han hastigt. “Hvis du burer hende inde for din egen bekvemmeligheds skyld, så vil du miste hende. Det, der virker romantisk ved en kæreste, kan virke kvælende ved en ægtemand.”
Det gik op for mig, at han var ved at give mig gode råd, og jeg begyndte at tælle til ti. Jeg klarede den til syv. “Jeg kan ikke tro mine egne ører.”
“Du må ikke misforstå mig.