Joachim Wrang

samme måde udspiller det liberale demokratis krise sig ikke blot i parlamenter og på valgsteder, men også i neuroner og synapser. Det er en kliche at konstatere, at det personlige er det politiske. Men i en æra, hvor forskere, virksomheder og regeringer forsøger at udvikle midlerne til at hacke den menneskelige hjerne, er denne selvindlysende sandhed mere ildevarslende end nogensinde før.

Hvem skal borgerlønnen omfatte?
Når folk taler om behovet for at dække menneskers grundlæggende behov – enten i form af borgerløn eller borgerservice – mener de normalt, at dette skal ske inden for nationalstatens rammer. Alle hidtidige eksperimenter med borgerløn har været strengt nationale eller kommunale. I januar 2017 indledte Finland et toårigt eksperiment, hvor man giver 2.000 arbejdsløse finner 560 euro om måneden, uafhængigt af om de finder arbejde eller ej. Lignende eksperimenter er på vej i den canadiske provins Ontario,
i den italienske by Livorno og i flere hollandske byer.24 (I 2016 afholdt Schweiz en folkeafstemning om indførelsen af borgerløn, men vælgerne stemte forslaget ned).25

Problemet opstår, når mild patriotisme forvandles til chauvinistisk ultranationalisme. I stedet for at mene, at min nation er unik – hvilket gælder alle nationer – begynder jeg måske at mene, at min nation er andre overlegen, at den fortjener min fulde loyalitet, og at jeg ikke har nogen betydelige forpligtelser over for noget andet. Dette giver grobund for voldelige konflikter.

Således er vores bedste garanti for fred i en verden præget af sabelraslen og dårlige vibrationer, at stormagterne ikke kender til nylige eksempler på vellykkede krige. Mens Djengis Khan eller Julius Cæsar uden tøven kunne finde på at invadere et fremmed land, ser man i dag, at nationalistiske ledere som Erdoğan, Modi og Netanyahu har en hård retorik, men gør alt for at undgå rent faktisk at gå i krig. Hvis nogen finder opskriften på at føre vellykkede krige på det 21. århundredes vilkår, kan helvedes porte selvfølgelig stadig åbne sig. Det er det, der gør den russiske succes på Krim til et særligt skræmmende forvarsel. Lad os håbe, at den forbliver en undtagelse.

Selv om det forbliver urentabelt at føre krige i det 21. århundrede, giver det os desværre ikke en absolut garanti for fred. Man bør aldrig undervurdere omfanget af menneskelig dumhed. Både på det personlige og det kollektive niveau er mennesker tilbøjelige til at handle selvdestruktivt.

Personligt kender jeg kun alt for godt til denne stupide selvoptagethed, eftersom jøderne, mit eget folk, også mener, at de er det vigtigste folk i hele verden. Nævn en hvilken som helst menneskelig bedrift eller opfindelse, og de tager æren for den. Og eftersom jeg kender mit folk godt, ved jeg også, at de virkelig er overbevist om sandheden af deres påstande.

Men den moderne historie har faktisk vist, at et samfund bestående af modige mennesker, der er villige til at indrømme, at der er ting, de ikke ved, og er villige til at stille vanskelige spørgsmål, normalt ikke blot er mere velstående, men også mere fredeligt end samfund, hvor alle blindt må acceptere et bestemt svar. Mennesker, der er bange for at miste deres sandhed, er tilbøjelige til at være mere voldelige end mennesker, der er vant til at betragte verden fra flere forskellige perspektiver. Spørgsmål, man ikke kan besvare, er normalt langt bedre for en end svar, man ikke kan betvivle.

Hver eneste religion, ideologi og livsopfattelse har en skyggeside, og ligegyldigt hvilken religion, ideologi og livsopfattelse du abonnerer på, bør du anerkende din skygge og undgå den naive tro på, at »det ikke kan ske for os«. Den sekulære videnskab har i det mindste én stor fordel i forhold til de fleste traditionelle religioner, nemlig at den ikke er bange for sin skygge og i princippet er villig til at indrømme sine fejl og blinde pletter.

Jeg er klar over, at mange mennesker bliver oprørte over, at jeg sætter lighedstegn mellem religion og fake news, men det er netop pointen. Når tusinde mennesker tror på en opdigtet historie i en måned, er det fake news. Når en milliard mennesker tror på den i tusinde år, er det en religion, og vi bliver advaret om ikke at kalde den »fake news« for ikke at såre de troendes følelser (eller pådrage os deres vrede).

Som art foretrækker mennesker magt frem for sandhed. Vi bruger langt mere tid og langt flere kræfter på at kontrollere verden end på at forsøge at forstå den – og selv når vi forsøger at forstå den, gør vi det normalt i håbet om, at forståelsen af verden vil gøre det lettere at kontrollere den. Så hvis man drømmer om et samfund, hvor sandheden hersker og myter aflives, er det ikke Homo sapiens, man skal sætte sin lid til. Så er det bedre at sætte sin lid til chimpanser.