Stine Askov

Jeg har underkastet mig arbejdet.

Jeg blandede os sammen, Mathilde og mig. Kunne ikke huske, hvilke regler der gjaldt hvor.

Ved følelsen af undtagelsestilstand blev arbejdet anderledes heroisk.

Jeg var hendes. Hun ejede mig, som hun ejede hunden. Trænede mig, opdrog mig, nedbrød mig. Fuldkommen som hundens hang mit blik ved hende. Jeg mærkede, hvad hun ville, uden at hun sagde det, præcis som hunden. En svamp, der havde bredt sig fra hende til mig og overtaget styringen af mine lemmer og tanker. Jeg kom kun til mig selv i små plop og huskede, at der også var et andet liv, Camillas liv, det forekom fjernt. Når jeg gik mellem vores hjem, var der en sne

Jeg var bange. Hvor endte det? Hvor endte jeg?

Som gik vi ind i en skæbne sammen.

Idet jeg sagde det, vidste jeg, at det var sådan nu. Hun havde vundet mig. Taget ejerskab over mig, gjort mig til sit vi

– Nanna tager resten af vagten, så vi kan få snakket. Bastian har sådan savnet dig, Nanna.

Det var sandt, men det var også sandt, at Alfred skulle gå ud, så de voksne kunne holde pause. At den var vigtigere end

Pædagogernes pause er hellig, livsvigtig, indiskutabel og umulig at flytte, omarrangere, gentænke, forny