Johannes Sløk

har set, hvordan situationen i den henseende var for spidsborgeren. Han bildte sig ind, at han kunne træffe et valg; det gjorde han hver dag; men det var et øjenbedrag, for i virkeligheden var det forholdene, de anonyme kræfter, der valgte på hans vegne. Med æstetikeren forholder det sig anderledes. Han har gennemskuet, at alting er ligegyldigt. Men det betyder, at alting i bogstavelig forstand er lige gyldigt – og hvorledes kan man da vælge det ene frem for det andet. Når man lige så godt kan vælge det ene som det andet, bliver det ørkesløst overhovedet at vælge. Valget fører ikke til noget; det bliver et slag i den tomme luft.

Det forhold lader Kierkegaard sine æstetiske forfattere fremsætte mange burleske betragtninger over. Det berømteste sted er utvivlsomt det mageløse ‘foredrag’, der afslører, hvad en æstetiker må forstå ved selve titlen på det store værk: enten-eller. Gift dig, siger han, og du vil fortryde det; gift dig ikke, og du vil fortryde det; hvad enten du gifter dig eller du ikke gifter dig, du vil fortryde begge dele

At tage afstand er at forlade noget, men det giver kun mening, hvis man så kommer et andet sted hen – men det gør den kierkegaardske æstetiker netop ikke. Han nøjes med at sige nej, at melde sig ud af samfundet (som det nu er blevet moderne at udtrykke det), men han melder sig ikke ind i noget andet samfund, et alternativt samfund. Han vil overhovedet ikke have noget med noget samfund at skaffe. Han svæver rundt i den rene tomhed, og nok danner æstetikerne et slags broderskab, der kan holde drikkegilder sammen, men det broderskab skal ikke forveksles med et samfund. En æstetiker hader enhver form for kollektivitet. Han er i meget ekstrem forstand individualist.

Men hvad får under de vilkår manden egentlig tiden til at gå med? På den ene side vil han ikke deltage i den borgerlige tilværelses mange gøremål, thi de er formålsløse og latterlige; på den anden side har han ikke udfundet nogen alternativ livsform, han i stedet for kunne hengive sig til. Udtømmer han sig da for al aktivitet? Sidder han blot apatisk hen og stirrer ud i luften? Naturligvis ikke. Det kunne intet menneske udholde, og da slet ikke en af disse æstetikere, thi de er tydeligt nok højt begavede mennesker, der i virkeligheden er fyldt med den største energi. Hvad i alverden skal en sådan æstetiker da foretage sig?

Den eneste udvej, han kan finde på, er, at han må spille teater; eller, sådan foretrækker han at udtrykke det, han må lave tilværelsen om til en maskerade, for på en maskerade kan man klæde sig ud som hvad det skal være og spille en vilkårlig rolle uden at risikere, det nogen sinde bliver til alvor

er umiddelbart indlysende, at en æstetikers liv bliver rent momentant og uden sammenhæng. Han får ikke i ordets egentlige betydning noget levnedsløb. Han bliver uden kontinuitet, eller, simpelt hen, han bliver ingenting. Det er ganske vist præcist det, han vil; men det er samtidig det tragiske ved ham. Det er derfor nok rigtigt, at æstetikeren også er æstetiker i den betydning, at han er ude på at nyde livet, skumme fløden, opsøge glæder og undgå besværligheder. Alligevel kan man ikke uden videre bestemme ham som en mand, der nyder livet, for således kan livet slet ikke nydes.

Den grundstemning, der ligger dybt nede, og som bryder igennem, hver gang oplevelserne et øjeblik standser, er kedsommelighed og tungsind. Æstetikeren er jo blevet æstetiker ved at have fortvivlet for alvor. Han er fortvivlelsens sikre bytte, og han kan kun momentant, i korte øjeblikke, holde fortvivlelsen borte eller dække den til ved at kaste sig ud i et eller ande

Det er umiddelbart indlysende, at en æstetikers liv bliver rent momentant og uden sammenhæng. Han får ikke i ordets egentlige betydning noget levnedsløb. Han bliver uden kontinuitet, eller, simpelt hen, han bliver ingenting. Det er ganske vist præcist det, han vil; men det er samtidig det tragiske ved ham. Det er derfor nok rigtigt, at æstetikeren også er æstetiker i den betydning, at han er ude på at nyde livet, skumme fløden, opsøge glæder og undgå besværligheder. Alligevel kan man ikke uden videre bestemme ham som en mand, der nyder livet, for således kan livet slet ikke nydes.

Den grundstemning, der ligger dybt nede, og som bryder igennem, hver gang oplevelserne et øjeblik standser, er kedsommelighed og tungsind. Æstetikeren er jo blevet æstetiker ved at have fortvivlet for alvor. Han er fortvivlelsens sikre bytte, og han kan kun momentant, i korte øjeblikke, holde fortvivlelsen borte eller dække den til ved at kaste sig ud i et eller andet, men jo uden at dette noget nogen sinde bliver virkelighed.

Måske kan man derfor fremsætte den påstand, at hvad Kierkegaard til syvende og sidst er ude på i sit samlede forfatterskab, er at få lidenskaberne døbt. Hvilket da ikke blot betyder, at de skal fremhæves som noget vigtigt og centralt, men at de skal anerkendes som selve kernepunktet i kristendommen.

Så vidt så godt. Det overraskende var imidlertid, at Sokrates anså det for en stor lykke at være uvidende. Det gav tryghed. Da han f.eks. står over for døden, forklarer han, at han er ganske uvidende om, hvad døden er for noget, om den er som en drømmeløs søvn eller et fortsat liv i en hinsidig verden. Han aner det ikke, og derfor er der ingen grund til at frygte døden.

Det er en tankemodel af den art, Wilhelm gør brug af. Når man ikke bare er fortvivlet, men vælger fortvivlelsen, så må det modsatte, positive, begreb også findes, og det må findes hos en instans uden for mennesket, en instans, der hører hjemme i en anden dimension, en dimension, hvor alt er positivt, sandt, uforgængeligt, evigt. Denne instans er naturligvis Gud.

Men findes der dog ikke på disse hundredvis af sider, hvor æstetiske forfattere fører ordet, et eller andet, der måske kunne pege videre, et tilknytningspunkt, der kunne begrunde et håb om, at det dog var muligt i sandere forstand at blive menneske? Det gør der, i hvert fald efter min mening. Æstetikeren har nemlig fået sans for et begreb, den spidsborgerlige tilværelse mangler, og som han, æstetikeren, derfor gør et stort nummer ud af. Det er lidenskaben.

Også på det punkt er Kierkegaard under romantikkens indflydelse. Jeg har strejfet det tidligere. Den romantiske polemik mod den rent borgerliggjorte verden bringer netop ofte lidenskaben i marken som angrebsvåben. Borgerskabet er sløvt, snusfornuftigt, adstadigt, uden stærke følelser. Deroverfor sætter den romantiske digtning da lidenskaben som det ægte livselement. Det er i lidenskaben, man udøver de bedrifter, der gør én til romantisk idealfigur. Sturm und Drang kalder man den slags på tysk.

.

Det er da dette punkt i æstetikerens verden, der kan blive tilknytningspunktet for nye muligheder, håbet om, at det alligevel skulle være muligt at blive menneske. Men kun et håb. Æstetikeren selv formår ikke at føre sagen videre eller pege på den vej, ad hvilken håbet kunne blive realiseret. Hvorfor kan han ikke det? Fordi lidenskaben hos ham er vild og uregerlig. I realiteten ved han ikke, hvad han skal bruge lidenskaben til. Og det skyldes, at han ikke kan se, at der er noget, det for mennesket kommer an på; der er ikke stillet noget mål op, som mennesket er anlagt på at nå. Hvad selve dette begreb ‘mål’ angår, kender han det kun fra den spidsborgerlige verden, og dér er det et latterligt b