Fiona Valpy

Jeg snupper min forpjuskede datter, som nu forsøger at bide hovedet af en trægiraf, og tørrer snasket kiks af hendes hænder. „Det er tid til at gå hjem, Daisy-Mae.“

I døren takker jeg Elspeth for invitationen.

i fjorden. „Er verden så forandret, at lairdens søn kan gifte sig med skovløberens datter?“

Han trak sig lidt væk og holdt hende ud i strakte arme i et forsøg på at aflæse hendes ansigtsudtryk. Hans mørke øjne var fulde af smerte og kærlighed. „Sådan har jeg aldrig tænkt på dig, Flora. Og heller ikke din far eller Ruaridh. De er som familie for mig og har altid været det. Og du – du må da vide,
at jeg har elsket dig i årevis. Jeg har i sinde at blive ved med at elske dig i alle de år, vi har tilbage.

„Det var rart at vide, at vi havde flåden i ryggen, da vi sejlede herover.“

I dag er vandet krystalklart igen og spejler bakkerne omkring os i den blikstille overflade.