Idioten

Og skønt den ældre rangsperson ville have taget det med sindsro, hvis han erfarede, at de værste ulykker var tilstødt ægteparret Jepantjin, var han blevet frygtelig fornærmet, hvis de havde undladt at tage ham med på råd, når en af døtrene skulle giftes, og så at sige havde gjort det uden hans velsignelse.

Lad os ikke glemme, at motiverne til menneskers handlinger som regel er uendeligt meget mere komplicerede og mangfoldige, end vi bagefter opfatter dem som, og kun sjældent kan skitseres helt præcist.

For et indskrænket »almindeligt« menneske er det ingen sag at bilde sig ind, at man er ualmindelig og original, og ganske uindskrænket at nyde denne følelse. Nogle af vore dages unge frøkener behøver således blot at få håret klippet kort, tage blå briller på og kalde sig nihilister for straks at føle sig overbevist om, at de med blå briller på med ét har fået deres »egne synspunkter«. Andre behøver blot at opdage selv de svageste spor af humane følelser i deres hjerter for straks at bilde sig ind, at ingen andre er så følsomme og gode som dem, og at de er bannerførere inden for samfundsudviklingen. For nogle er det tilstrækkeligt at opsnappe en tanke, der er blevet udtalt af en bekendt, eller at læse et par sider i en bog uden at få hverken begyndelsen eller slutningen med, for straks at tro, at den opsnappede tanke er deres egen og opstået i deres egen lille hjerne. Naivitetens frækhed, hvis man kan kalde det således, kan i sådanne tilfælde nå helt forbløffende højder; hvor usandsynligt det end kan lyde, træffer man dog på det konstant. Denne naivitetens frækhed, denne manglende tvivl på sig selv og sine påståede talenter hos uintelligente mennesker skildrede Gogol ganske fortræffeligt med sin fantastiske figur løjtnant Pirogov i Nevskij Prospekt.

Min iagttagelse er imidlertid, at den russiske liberalisme ikke er et angreb på den eksisterende samfundsorden, men et angreb på selve kernen i alting, på alting selv, og altså ikke på samfundsordenen eller for den sags skyld på den russiske samfundsorden, men på Rusland selv. Den liberale, jeg bruger som eksempel, er gået så vidt, at han fornægter selve Rusland, altså med andre ord hader og bekæmper sit fædreland. Ethvert eksempel på ulykkelige omstændigheder eller uheld i Rusland vækker latter, ja, næsten begejstring hos ham. Han hader de folkelige traditioner, Ruslands historie, alt.

Vores offentlige administration er så spækket med titler og embeder, at man kan blive helt svimmel af at tænke på, hvor mange ansatte der er; alle har haft et offentligt embede eller har et, og de, der ikke allerede har det, har tænkt sig at søge en stilling inden for det offentlige.

Folk klager ustandseligt over, at vi savner praktiske begavelser; lokalpolitikere for eksempel har vi rigeligt af; generaler ligeledes; embedsmænd inden for den offentlige administration vrimler det formeligt med i vore dage – men praktiske begavelser savner vi. I alt fald beklager alle sig over, at vi ingen har.

Han var relativt høj og tynd, omkring toogtyve år. Hans ansigt afslørede hverken det ringeste spor af ironi eller af nogen form for tankevirksomhed; tværtimod udtrykte det ikke andet end en sløv, beruset følelse af at have retten på sin side og samtidig noget, der kun kunne udlægges som et mærkeligt, uophørligt behov for konstant at føle sig krænket. Han talte ophidset, hakkede og stammede og udtalte ikke ordene helt, så man skulle tro, at han enten havde en talefejl eller var udlænding, skønt han i øvrigt var renblodet russer.

»Hvad for noget?« sagde fyrsten. »Hvad er det, du siger? Jeg sagde det nærmest for sjov, men du opfattede det dybt alvorligt! Og hvorfor spurgte du mig, om jeg tror på Gud?«

»Ikke for noget, det gjorde jeg bare. Jeg har også tidligere tænkt på at spørge dig om det. Der er så mange i vore dage, der ikke tror på Gud. Passer det i øvrigt (du har jo boet i udlandet), som der var en fuld mand, der prøvede at bilde mig ind forleden, at der her i Rusland er flere, som er holdt op med at tro, end andre steder? ‘Det har vi lettere ved end dem,’ sagde han, ‘fordi vi er kommet så meget længere, end de er …’«

Dog var hendes karakter sådan, at det langtfra altid lykkedes for hende at underkaste sig det, hendes fornuft sagde hende var det klogeste; Jelizaveta Prokofjevna var blevet mere og mere utålmodig og stridbar med årene, var endda blevet lidt excentrisk, men eftersom hun havde en mand, der var hende hengiven og meget velafrettet, fik hun som regel luft for alt det, der havde hobet sig op, og som hun ikke kunne få afløb for, over for ham, hvorved det harmoniske familieliv genoprettedes, og alting fortsatte så godt, som nogen kunne ønske.

Generalen havde aldrig fortrudt dette tidlige ægteskab, havde aldrig forsøgt at fremstille det som et udslag af ungdommelig overilethed, og han følte den største respekt for sin hustru og nærede til tider endda en sådan frygt for hende, at det grænsede til oprigtig kærlighed!