Jeg er Malala

Landsbyen var et sted, der var glemt. Vandet blev båret dertil fra kilden. De få huse af beton var bygget af familier

Shangla er overalt bjerg, bjerg og atter bjerg. Herefter snor vejen sig igen nedad et stykke tid og følger så floden Ghwurban og snævres derpå ind til en smal klippevej. De eneste måder, man kan krydse floden på, er på

Jehanzeb, arbejdede min far som engelsklærer på et kendt privat college. Men lønnen var dårlig, kun 1.60

sine helt unge dage havde han været en dreng, der satte spørgsmålstegn ved alting og sjældent tog noge

ville endda diktere, hvordan vi skulle bede, han oprettede salaher – det vil sige bønnekomiteer – i alle distrikter, selv i vores afsidesliggende lands

Mens mørket faldt på, sad vi i skæret fra olielamperne og viftede fluerne væk, mens vores silhuetter blev til dansende skygger på væggene. I sommermåned

kendte ikke nogen, der havde været i Islamabad. Før urolighederne begyndte, havde de fleste mennesker ligesom m

blev dræbt i slaget, men hendes ord og hendes tapperhed inspirerede mændene til at vende slaget. De

vores yderste port var låst om aftenen, og spørge Gud, hvad der sker, når man dør. Jeg fortalte alt til min bedste veninde, Moniba. Vi havde boet i den sam

svarene. Måske var forventningerne ikke så høje i Pakistan, fordi bare det at gå i skole var så stor en udf