Chip var slået af de mange ligheder mellem Litauens sorte marked og Amerikas frie marked. I begge lande var velstanden samlet på nogle få hænder; enhver meningsfuld sondring mellem privat og offentlig sektor var forsvundet; førende forretningsfolk levede i en uophørlig nervøsitet der drev dem til hensynsløs ekspansion af deres imperier; almindelige borgere levede i uophørlig angst for at blive fyret og uophørlig forvirring med hensyn til hvilke magtfulde private interesser der ejede hvilke førhen offentlige institutioner på en given dag; og økonomien blev for en meget stor del drevet fremad af elitens umættelige efterspørgsel af luksusvarer. (I Vilnius var fem kriminelle oligarke i november dette ulykkelige efterår ansvarlige for tusinder af tømreres, mureres, kokkes, prostitueredes, bartenderes, automekanikeres og bodyguards’ beskæftigelse.) Den mest iøjnefaldende forskel på Amerika og Litauen, efter hvad Chip kunne se, var at i Amerika undertrykte den velhavende minoritet den uvelhavende majoritet ved hjælp af hjernelammende og sjælsdræbende underholdningsformer, diverse elektroniske dimser og medikamenter, hvorimod den magtfulde minoritet i Litauen undertrykte den ikkeumagtfulde majoritet ved trusler om vold.