Ismand

ens de hørte et radioprogram om Cuba. Min far sagde, jeg skulle komme ind til dem, hvis jeg ville opleve verdenshistorien komme direkte ud af æteren, men jeg havde allerede dyppet stålkammen i håndvasken og redt pandehåret ned over øjnene, og da manden i radioen sagde, at Fidel Castro og hans revolutionære garde var trængt ind i Havana, klippede jeg håret, så det sad i en lige linje over øjenbrynene. Bagefter så jeg mig i spejlet, klar over, at enten lignede jeg en idiot, eller også lignede jeg Frans af Assisi. Det betød ikke, at jeg havde fortrudt, somme tider skal man tage springet og gå en anden vej, jeg vidste i hvert fald, at jeg aldrig ville vende tilbage til amerikansk hårcreme, og det ville Cuba heller ikke.
Jeg anede ikke, hvor Astrid boede, men bedst som jeg gik med isen, fik jeg øje på hende på hjørnet af Hvalsøvej. Hun havde en bagerpose i hånden og var tilsyneladende på vej hjem. Jeg tøvede ikke, men spænede tværs over Frederikssundsvej, klar over, at jeg krydsede en usynlig grænse, og at der ikke var nogen vej tilbage. Det var lidt, som da hele opgangen var på besøg hos vores nabo, som havde købt et sytten tommer Ruhe fjernsyn på afbetaling. Lejligheden var fyldt med mennesker, og nogle af de ældste havde sat sig i entreen, for at tv-strålerne ikke skulle ødelægge deres øjne. Man sagde, at Mahatma Gandhi under et ophold i London havde set så meget fjernsyn, at hans syn havde taget skade. Man sagde også, at hans tænder var faldet ud og solgt til et godt formål, og når man så billeder af ham, kunne man godt se, at han ikke var helt frisk. Med hensyn til naboens tv, så var det bare ét stort flimmer, indtil naboen fik