Den fremmede

Han var ikke engang sikker på at leve, eftersom han levede som en død. Jeg så måske ud, som om jeg stod der med tomme hænder. Men jeg var sikker på mig selv, sikker på alt, mere sikker end han, sikker på mit liv og på den død, der ville komme. Ja, jeg havde kun det. Men jeg holdt i det mindste fast i denne sandhed, lige så vel som den holdt fast i mig. Jeg havde haft ret, jeg havde endnu ret, jeg havde stadig ret. Jeg havde levet på en bestemt måde, og jeg kunne have levet på en anden måde. Jeg havde gjort det, og jeg havde ikke gjort det. Jeg havde ikke gjort det ene, men jeg havde gjort det andet. Og hvad så? Det var, som om jeg hele tiden havde ventet på dette øjeblik

jeg var kommet ud, lukkede jeg døren efter mig og blev stående lidt i mørket på afsatsen. Der var stille i huset, og nede fra trappeskaktens dyb steg en mørk og klam luftning op. Det eneste, jeg kunne høre, var blodet, der bankede mod mine ører. Jeg blev stående uden at røre mig. Men inde fra den gamle Salamanos værelse lød hundens dæmpede klynken.

skrev det lidt på må og få, men jeg gjorde mig umage for at gøre Raymond tilfreds, for jeg havde ingen grund til ikke at gøre det.

Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen mening om den, men at det var interessant. Så spurgte han, om jeg mente, at hun snød, og jeg for min del syntes nok, at hun snød, og om jeg mente, at man skulle straffe hende, og hvad jeg ville gøre i hans sted, og jeg svarede, at det var svært at sige, men jeg forstod godt, at han ville straffe hende. Så drak jeg noget mere vin.

pantelåneren, der viste, at hun havde pantsat to armbånd. Dem havde han ikke vidst, at hun havde. „Så kunne jeg se, at hun snød. Og så forlod jeg hende. Men først gav jeg hende et par på skrinet. Og sagde, hvad hun var for en. Jeg sagde, at det eneste hun var ude på, var at forlyste sig med mig. Som jeg sagde til hende, forstår De, hr. Meursault: „Du kan slet ikke se, at folk er misundelige på dig, fordi jeg hjælper dig til at have det godt. Du vil nok forstå senere, hvor godt du havde det.““

Han havde slået hende til blods. Han havde ellers aldrig slået hende. „Jeg smækkede hende et par, men det var nærmest kærligt. Hun råbte lidt op. Jeg lukkede skodderne, og så endte det, som det plejede. Men nu er det alvor. Og efter min mening har jeg ikke straffet hende nok.“

Han sagde: „De kan se, at det ikke var mig, der begyndte. Det var ham, der fornærmede mig.“ Det var rigtigt nok, og det indrømmede jeg.

han snakker tit med mig, og nogle gange sidder han lidt inde hos mig, fordi jeg hører på ham. Jeg synes, at det han siger er interessant. For øvrigt har jeg ingen grund til ikke at snakke med ham.

! Møgdyr!“ Jeg kunne ane, at han stod bøjet over sin hund og var ved at ordne noget ved halsbåndet. Jeg talte højere. Så svarede han uden at vende sig om, med indestængt vrede: „Den er der altid.“ Derefter gik han videre, trækkende på dyret, som lod sig slæbe med på sine fire ben og klynkede.

Céleste siger altid, at „det er sørgeligt“, men det er der egentlig ingen, der kan vide.

otte år har de gået den samme vej. Man kan møde dem i rue de Lyon, hunden trækkende i snoren så den gamle Salamano snubler. Så slår han sin hund og skælder den ud. Hunden kryber af skræk og lader sig slæbe af sted. Så er det den gamle, der skal trække den. Når hunden har glemt det, hiver den igen i sin herre og bliver igen slået og skældt ud. Så bliver de begge to stående på fortovet og ser på hinanden, hunden skræmt, manden hadefuldt. Sådan er det hver dag.