Varme hænder

Jeg så for mig, at hun takkede mig. Oprigtigt takkede mig for min store indsats. Jeg så for mig en af de første gange, jeg havde været hos hende. Læst om grapefrugten på hendes plakat, mens jeg ventede på, at hun skulle kalde fra badet.
– Nogen har væltet sæben, havde hun sagt, da jeg kom ud.
Vi havde kun været mig og hende. Jeg troede, hun mente sig selv, at hun havde væltet den, men sagde nogen, som en slags vittighed.
– Så svær adgang, som jeg har her til badeværelset, er det at sidestille med et mordforsøg.
Jeg lo bare. Troede, jeg var med på legen.
– Det skal tørres op, sagde hun. – Og så vil jeg bede dig respektere, hvad tingene koster. Jeg har ikke råd til bare at hælde sæbe ud.
Jeg havde set på hende, det helt alvorlige ansigt. Intet glimt af lune eller humor langt inde. Smilet stivnede. Jeg hentede en klud. En forkert klud. Jeg tørrede og tørrede, i flere uger bragte hun det op, mordforsøget, spildet af sæben, hvordan gulvet endnu var glat og blev ved med at være glat. Hun kom aldrig til at takke mig.

Jeg tog posen med sesam, med valnødder, med mandler, alt var inficeret af æg og larver. På bunden af skuffen lå en hel koloni.

At netop min opsigelse havde en særlig vægt. Børnehaven Radisen ville miste sin mening uden mig. Jeg troede det. Håbede det vel. At jeg havde haft den betydning.