Natskolen

Jeg var ikke fremmed for tanken om at Hamlets og Fausts problem, det at de ikke var knyttet til noget eller nogen der hvor de var, også var mit problem, om end i mindre grad. Jeg havde haft kærester der havde beskyldt mig for ikke at være i stand til at elske nogen. Jo, havde jeg så svaret, jeg kan bare ikke elske dig. Der var et gran af sandhed i det de sagde, for på et eller andet tidspunkt holdt jeg op med at interessere mig for dem, de måtte tænke og føle hvad de ville. Når de opdagede det, blev de fortvivlede, og det de gjorde i deres fortvivlelse, var at kræve endnu mere intimitet, som om jeg ville blive mere interesseret af at intimiteten blev klæbrig, og så gik der ikke lang tid før det var forbi. Mine forældre havde jeg aldrig “elsket” – hvilket modbydeligt ord at bruge om sine slægtninge! – jeg har aldrig haft noget nævneværdigt imod min far, jeg har altid sat pris på visse af min mors sider, og jeg har haft det på omtrent samme måde med mine søstre. Vi voksede op i samme hus alle fem, og var nødt til at tåle hinanden for at få tingene til at glide. Stærke følelser skaber stærke bånd, og bånd, hvad gør de? De binder. Hvis folk gerne vil være knyttet til hinanden, fint med mig. Jeg har altid villet være fri. Ikke at det har været en bevidst beslutning, det har bare altid været sådan for mig. Kravet om intimitet og nærhed findes overalt, og det bliver aldrig udfordret, men taget for givet som et gode. Men hør på ordet “elske”. Der er noget indsmigrende, lumsk og fordækt ved det. Slingre, slange, slynge, slave. At blive elsket af nogen er ikke kun en gave, der følger også krav med. Det samme gælder det at elske. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod at folk elsker hinanden, de må gerne elske hinanden til kærligheden står dem ud af ørerne, det der irriterer mig, er at de tror på den store kærlighedsillusion som hele samfundet og kulturen er bygget op omkring, og ikke forstår eller vælger at ignorere det der sker i ly af den. Kærlighed er facade, og vi stopper der, udenfor, tør ikke eller vil ikke se hvad der sker inde i huset.

Kunne man elske nogen suverænt?

Nej, var svaret Shakespeare gav i Hamlet. Den suveræne elsker ikke.

Jeg var der da hun fødte Leo, og det var fuldkommen barokt at se et menneske komme ud af et andet. Det var som en syg, gotisk feberdrøm, noget et døende mandskab i en sekstenhundredetalssejlskude i Fjernøsten kunne have forestillet sig, rystende og svedende af sygdom
og angst. Men det var virkeligt. Det lille menneske gled ud af det store i en kokon af slim og vand og blod. Der gik et år før jeg kunne have sex med hende igen, og selv da var det groteske syn i mine tanker. Men hele oplevelsen gled af hende som en ham. Så snart det var overstået, gav hun ham al sin omsorg. Jeg havde egentlig ikke noget at gøre der, for alt var drevet af instinkter, og jeg havde ingen instinkter i den situation. Jeg så på. Intet forandrede sig i mig, jeg var den samme efter som jeg var før.

Jeg er så helt utrolig ked af det.

– Han kan ikke høre dig, sagde Hans og lagde en hånd på min skulder.

Leo gik helt hen til spejlet, lagde håndfladerne på det uden at fjerne blikket fra mig.

Han så ud som han gjorde den dag han døde

– Leo, sagde han med lav stemme. – Leo?

I spejlet blev døren åbnet, og Leo trådte ind.

Min dreng. Åh, min dreng.

Han stirrede på mig med sine mørke øjne.

Jeg vendte mig om. Døren bag os var lukket.

– Du har fået alt hvad du bad om, Kristian. Men der er altid en pris.

– Hvad er prisen?

Han så ikke en dag ældre ud.

Det var Hans.

Så kommer savnet. Savnet efter det som ikke er og aldrig igen kan være. Afsmagen for det der er. Foragten for sig selv og sit eget liv. Savnet er ikke mildt, savnet er ikke noget smukt der giver tilværelsen et skær af melankoli. Savnet er afsmag, foragt, kvalme, vrede, håbløshed. Den eneste måde savnet kan udjævnes på, er ved at sætte intetheden op mod det. Bekæmpe ild med ild

Der var intet der betød noget. Det eneste der fandtes, var død og tomhed.