A.J. Kazinski

Miraklernes nat

    Ella Ostermannдәйексөз қалдырды3 жыл бұрын
    – Den der psykose ... spurgte Hannah. Hun kunne ikke forklare hvad der skete inden i hende, kun at det var sådan hun plejede at have det når hun sad på kontoret på Niels Bohr Institutet, fornemmede noget, følte noget, endnu før hendes hjerne helt kunne sætte ord på hvad det var. Andre forskere havde det på samme måde. Hun havde tit talt med dem om det. Hvordan det måske bare var et ord eller et tal der udløste den, fornemmelsen. Noget var på vej. Et gennembrud, en erkendelse, måske bare en vigtig tanke. Så var det frem med servietten eller hånden, computeren hvis man sad på kontoret. Få skrevet så meget som muligt ned, forsøge at beskrive følelsen. Hvad der ledte op til den, hvor den kom fra.
    John Søgaard Winkelmannдәйексөз қалдырды8 ай бұрын
    Viggo boede i et socialt boligbyggeri for ældre sammen med hundredvis af andre i små lejligheder, der var både til venstre og til højre, midtfor og gangen midt for til venstre, der var så mange at man i sig selv forsvandt.
    Morten Bentsenдәйексөз қалдырдыбылтырғы жыл
    – Hvorfor var han nøgen?
    Jan Henriksenдәйексөз қалдырдыбылтырғы жыл
    Herskowitz smilede, nikkede. – Okay, sagde han. Forstod. Hun ville ikke høre fra den gamle psykiater med livslang erfaring i religiøse psykoser hvad det var alle vidste inderst inde.
    Jan Henriksenдәйексөз қалдырдыбылтырғы жыл
    Jeg ville trække på skuldrene, sagde Hannah, smilede.
    – Du ville ikke blive vred og sprænge folk i luften? Nej, vel? Du ville trække på skuldrene og tænke: Sikke nogle uvidende stakler. Når folk bliver vrede fordi deres tro bliver hånet, så er det fordi de godt ved at deres tro er volapyk, intet andet end en sølle fernis over en elendig tilværelse. Så vores respekt for tro er en respekt for at folk godt må fortælle de mest vanvittige løgne til hinanden og deres børn for at dække over at deres liv ikke hænger sammen og aldrig nogensinde kommer til det. Og jo mere vi respekterer deres ret til løgn og selvbedrag, desto længere tid går der før de mennesker tør kravle ud af deres mentale huler og tage fat på den skræmmende opgave det er at skabe sig en tilværelse.
    – En tilværelse som græsstrå.
    Den gamle smilede. – Sorry. Jeg ville ønske jeg havde et bedre budskab. Nu hvor du er kommet langvejsfra.
    – Det gør ikke noget, sagde Hannah. – Og ham i København der korsfæster folk. Han tror heller ikke?
    – Han tror heller ikke. Men han kæmper desperat på at få et verdensbillede til at hænge sammen. Et verdensbillede hvor han er en mand af stor betydning.
    – Han har været her. Det tror jeg. Engang i 80’erne, sagde Hannah, det gjorde noget ved professorens ansigt, vækkede en anden side som Hannah ikke var sikker på han besad: evnen til huske det daglige, almindeligheder, ansigter.
    – 80’erne, siger du? Dansker?
    – Ja.
    – Der var så mange. De ville ikke hjælpe dig på centret?
    Hannah rystede på hovedet, mærkede noget hun ikke havde mærket længe. Smerterne, de var tilbage, underligt nok, i al den tid Herskowitz havde talt troen ned, havde hun ikke følt noget som helst.
    – Jeg ringer til dem, siger at de skal hjælpe dig.
    *
    Han tog selv afsked med Hannah foran huset mens taxaen ventede. En hjertelig hånd, havde han fået dårlig samvittighed? Hannah kunne se det i hans faderlige øjne, tvivlen. Var det forkert at dele ud af sandheden? Særlig til en døende kvinde?
    – Tak.
    – Hvis der er noget jeg kan gøre, sagde han, havde stadig fat i Hannahs hånd. – Nu fik du jo kun den dårlige nyhed.
    Hannah grinede, det gjorde ondt et sted i ryggen og brystet, men det var smerten værd. – Hvad er så den gode?
    – At selv om alt det vi tror er forkert, og vi godt ved det ...
    Hannah fortsatte: – Så betyder det ikke at der ikke er noget. Vi finder bare aldrig ud af hvad.
    Stort smil fra professoren, et akademisk smil, den slags en god lærer smiler helt af sig selv når eleven endelig har forstået teksten. – Min Gud er livet, sagde han, det lød så rigtigt på engelsk med hebraisk accent. My God is life
    Jan Henriksenдәйексөз қалдырдыбылтырғы жыл
    bomber den halve verden i sænk, selv om de ikke må slå ihjel. Hvis vi virkelig troede at der sad en Gud og holdt øje med os, og hvis prisen var evigheden i helvede, så ville vi opføre os helt anderledes. Intet af det vi ser hver eneste dag, ville ske. Og det er ikke fordi vi ikke kan, sagde han, hævede øjenbrynene og løftede en advarende pegefinger.
    – Ikke kan hvad? spurgte Hannah.
    – Vi kan sagtens opføre os efter et meget strengt sæt regler. Det gør de fleste børn under deres opvækst. Jeg turde aldrig trodse min fars vilje eller tale min mor imod, sagde den gamle professor, og Hannah kunne pludselig se barnet i hans øjne. – Aldrig. Fordi jeg vidste at min far var der. Og jeg vidste jeg blev straffet!
    – Men det er jo hele forskellen på tro og viden.
    – Og ingen tror nok til at de gider rette sig efter religionen. Alle er skinhellige, der findes ikke et eneste levende menneske på Jorden der for alvor tror. Selv Osama Bin Laden havde porno på sin computer. Så hele den respekt vi har opbygget for religionen ... Han rystede på hovedet. – Jeg har set dem et helt liv når de kommer ind.
    – Folk med Jerusalem-syndromet?
    – Patienter med Jerusalem-syndromet, ja. Det er mig der har siddet med dem i fyrre år! sagde Herskowitz, råbte næsten. – Jeg har set det sted i menneskets sind hvor religionen opstår. Hvis alle kunne se hvad jeg har set ...
    Hannah afbrød: – Hvad har du set?
    – Jeg har set desperationen, hver eneste dag en ny patient. Mennesket der ikke kan klare virkeligheden. Den er også forfærdelig. Virkeligheden er det værste der nogensinde er sket for mennesket. Virkeligheden er at du ikke er andet end et græsstrå på en uendelig grønning, virkeligheden er at naturen altid overproducerer for at sikre sig at arten overlever, at der ikke er mere mening med din tilværelse end der er for det enkelte strå, eller for den pollen der blæser i vinden. Virkeligheden er at når vi dør, så dør vi, der er intet før og intet efter, sagde han, tog en dyb indånding. – Den virkelighed kan man måske klare hvis man får noget vidunderligt ud af sine vågne timer, god mad, kærlighed og lidenskab og underholdning. Derfor fungerer religion også kun som et kulturelt supplement til en ellers velfungerende tilværelse. Herskowitz trak igen på skuldrene som for at sige, herregud, tro dog hvis I vil love os at det kun er i weekenden og ved højtiderne. – Men religion som erstatning for mening med livet? Det er livsfarligt. Og nu vender jeg tilbage til udgangspunktet, sagde han.
    – Fordi folk godt ved, inderst inde, at det ikke passer?
    – Præcis. Hvis jeg blev hånet for min tro på det jeg sidder og fortæller dig nu, eller hvis du blev hånet for din tro på at universet udvider sig, at Jorden bevæger sig i en bane om Solen, hvad ville du så gøre
    Jan Henriksenдәйексөз қалдырдыбылтырғы жыл
    Hvad er det vi ved, alle sammen, inderst inde? spurgte hun uden at se op. Hun var alligevel videnskabsmand til det sidste. Hvis der var en viden som alle besad, men som de ikke var klar over, så skulle Hannah have den. Nu. – Please, hviskede Hannah.
    Herskowitz flyttede sig i stolen. – Alle ved inderst inde at det er forkert. At den Gud de tror på, ikke findes i virkeligheden. Alle ved det, sagde han. – Der findes ikke et voksent menneske på klodens overflade der ikke ved det.
    – Siger du det?
    – Tag de mest troende. Dem der sprænger sig selv i luften, her og i jeres gader, sagde han og slog ud med hånden. – Hvis de i sandhed var troende, hvis de vidste at Allah var den eneste Gud, så ville de ikke have andet end medlidenhed med os andre. Måske lidt foragt, men herregud, ville man sige, se de stakler, de kommer aldrig i himlen. Men de ved det, sagde han igen. – Det er deres dybe viden, den sidder helt dernede hvor vi begraver alt det vi godt ved, men ikke kan holde ud at tænke på. Han trak på skuldrene. – Det er ikke anderledes end konen der ved at manden er utro, hun har set alle signalerne, hans blikke, lugtet den fremmede parfume. Men alligevel siger hun til sig selv at han er en god mand, at han aldrig kunne finde på at bedrage hende. Men hør her, sagde han til Hannah. – Du kan dø på motorvejen, eller når du går på gaden. Hvis vi ikke havde opbygget det cerebrale design der forhindrer sikker viden i at nå vores daglige bevidsthedsniveau, så kunne vi slet ikke fungere. Vi ville mase os skrigende op ad husmurene når vi skulle til købmanden. Men det gør vi ikke. Vi kan endda se et menneske på cykel blive kørt ned og slået ihjel, og selv cykle videre øjeblikket efter.
    – Undertrykkelse, sagde Hannah på engelsk. Repression.
    – Undertrykkelse, fortrængning. To af de vigtigste mekanismer som hjernen er udstyret med. I stedet siger du til dig selv: Det sker ikke for mig, ikke for min familie. Ikke sandt?
    – Jo, hviskede Hannah, tænkte på de små.
    – Der sker ikke noget med dine børn. Hvad er det? Viden?
    Hannah tøvede. – Tro.
    – Det er en tro. Din egen dagligdags religion, din morgenbøn. At det sker ikke for mig. Det sker ikke for min familie. Folk gør religion mere mystisk end det er. Der er intet mystisk, sagde han højt og grinede med foragt, et helt liv i selskab med religiøse tosser kunne høres som et ekko i hans latter. – Enhver religion er født som et svar på en desperat og ulide­lig virkelighed. Selv paven ved det. Hvis man virkelig, for alvor, med hundrede procents sikkerhed, helt inde i sit inderste troede på at jeres Gud eller vores Gud eller muslimernes Gud fandtes, så ville ingen af de troende opføre sig som de gør. Han grinede igen, slog ud med begge hænder: – Du må ikke begære din næstes hustru, sagde han. – Et påbud fra Gud, alligevel render selv de allermest religiøse jødiske mænd efter andre damer. Vi ser det hele tiden, katolske præster der begår overgreb på små drenge, amerikanske præsidenter og politikere der er åh så fromme og alligevel bo
    Jan Henriksenдәйексөз қалдырдыбылтырғы жыл
    Hannah fulgte efter pigen gennem huset, til den fjerneste ende ud mod baghaven.
    – Papa, sagde pigen da hun bankede på den halvt åbne dør til stuen. Hannah overvejede om Herskowitz havde fået sig en yngre kone på et tidspunkt, eller om det bare var almindeligt i Israel at kalde sin bedstefar for “papa”. En utilnærmelig brummen kunne høres fra den anden side. Han ville ikke forstyrres, Hannah kendte den præcise følelse, at være fordybet i egne studier, sådan var det at være et menneske i videnskabens tjeneste: Man førte en dialog, en dialog mellem sig selv og sandheden. Man vidste at det sande svar var derude et sted, man kunne mærke det så tydeligt, man ledte efter det, søgte efter det i alle afkroge af Jorden og universet. Det var noget alle videnskabsfolk kendte til, uanset om man studerede menneskets inderste, vores psyke, planeternes baner eller kaktussens resistens over for tørke. Sandheden fandtes, og man blev ved med at spørge indtil man fik svar. Og lige nu havde Hannah afbrudt den gamle psykiater i hans jagt på sandheden. Den gamle Herskowitz og den unge kvinde var blevet færdige med deres forhandling på hebraisk, og Hannah fik lov til at træde ind.
    – Der er begået et frygteligt mord i Danmark, sagde Hannah, forklarede uden at sætte sig om korsfæstelsen. Om mordet i København, om politiets teori om at morderen forsøgte at opføre en slags moderne, personlig udgave af Jesu lidelse og død. Om hendes mand der var efterforsker i Danmark, han havde bedt hende hjælpe når nu hun alligevel bare var i Jerusalem for at dø.
    – Dø? spurgte Herskowitz.
    – Cancer. Vi skal alle samme vej, det er ikke vigtigt.
    Herskowitz sagde noget til den unge kvinde, Hannah syntes hun hørte “juice” og “kaffe” i den korte ordre. Han så igen på Hannah, vurderede hende. Hvad tænkte han? At hun var gal?
    Hannah kom ham i forkøbet. – Jeg er ikke gal.
    – Det har jeg heller ikke sagt.
    – Dit blik siger det. Jeg vil bare gerne finde ham. Jeg tror han har været hernede. I Jerusalem. Jeg er ikke skør, sagde hun, forklarede at hun var videnskabsmand som han, astrofysiker, Niels Bohr Institutet, det her var egentlig startet som en sidste flirt med det guddommelige.
    Herskowitz fnyste, gentog Hannahs ord. – En flirt med det guddommelige. Han rystede på hovedet, så ud på haven inden han fortsatte: – Det er sådan det altid starter. Sådan det også er startet for ham som dansk politi jagter, sagde Herskowitz, så hen over brillekanten. Hannah kunne ikke helt finde ud af om han var nærsynet eller langsynet. Måske havde han det på samme måde med hende? I hvert fald kneb han øjnene sammen og studerede hende. Længe. Hvad tænkte han på? Om hun kunne klare sandheden?
    – Altid sådan hvad starter? spurgte Hannah.
    – Med Gud, sagde den gamle israeler. – Selv om alle jo ved det inderst inde, tilføjede han.
    Hannah ledte efter ord, det var nemt, hun skulle bare spørge ham: Hvad er det alle ved? Men ville hun høre det? Hun havde en underlig forudanelse om at de næste ord ikke var noget for hende.
    AnneKatrineдәйексөз қалдырды2 жыл бұрын
    – At selv om alt det vi tror er forkert, og vi godt ved det ...
    Hannah fortsatte: – Så betyder det ikke at der ikke er noget. Vi finder bare aldrig ud af hvad
    AnneKatrineдәйексөз қалдырды2 жыл бұрын
    Mennesket der ikke kan klare virkeligheden. Den er også forfærdelig. Virkeligheden er det værste der nogensinde er sket for mennesket. Virkeligheden er at du ikke er andet end et græsstrå på en uendelig grønning, virkeligheden er at naturen altid overproducerer for at sikre sig at arten overlever, at der ikke er mere mening med din tilværelse end der er for det enkelte strå, eller for den pollen der blæser i vinden. Virkeligheden er at når vi dør, så dør vi, der er intet før og intet efter, sagde han, tog en dyb indånding. – Den virkelighed kan man måske klare hvis man får noget vidunderligt ud af sine vågne timer, god mad, kærlighed og lidenskab og underholdning. Derfor fungerer religion også kun som et kulturelt supplement til en ellers velfungerende tilværelse.
    AnneKatrineдәйексөз қалдырды2 жыл бұрын
    Enhver religion er født som et svar på en desperat og ulide­lig virkelighed. Selv paven ved det. Hvis man virkelig, for alvor, med hundre
    AnneKatrineдәйексөз қалдырды2 жыл бұрын
    Postbude, portører, taxachauffører. Den type job der samlede nogle særlige typer op. De fortabte, randeksistenserne, de socialt svage, halv- og helstuderede røvere. Niels havde engang læst om postbudene i København. Mange af dem var historikere, teologer, filosoffer, litterater. Manglede måske kun en enkelt opgave eller en slutning på specialet om Søren Kierkegaard. Der gik en lige linje fra seks år på et humanistisk studie på Københavns Universitet til omdeling af pakkepost i Vanløse eller Rødovre.
    AnneKatrineдәйексөз қалдырды2 жыл бұрын
    Intet sukker til at dække over sorgen. Dorthe skulle lade dem sørge, så kunne de få sukker bagefter. Men der skulle ikke sættes lighedstegn mellem sorg og sukker, så endte de med at æde sig fede hver gang de var kede af det.
    Ella Ostermannдәйексөз қалдырды3 жыл бұрын
    Han ville ikke forstyrres, Hannah kendte den præcise følelse, at være fordybet i egne studier, sådan var det at være et menneske i videnskabens tjeneste: Man førte en dialog, en dialog mellem sig selv og sandheden. Man vidste at det sande svar var derude et sted, man kunne mærke det så tydeligt, man ledte efter det, søgte efter det i alle afkroge af Jorden og universet. Det var noget alle videnskabsfolk kendte til, uanset om man studerede menneskets inderste, vores psyke, planeternes baner eller kaktussens resistens over for tørke. Sandheden fandtes, og man blev ved med at spørge indtil man fik svar. Og lige nu havde Hannah afbrudt den gamle psykiater i hans jagt på sandheden
    Randi Knudsenдәйексөз қалдырды3 жыл бұрын
    Du ville ikke blive vred og sprænge folk i luften? Nej, vel? Du ville trække på skuldrene og tænke: Sikke nogle uvidende stakler. Når folk bliver vrede fordi deres tro bliver hånet, så er det fordi de godt ved at deres tro er volapyk, intet andet end en sølle fernis over en elendig tilværelse. Så vores respekt for tro er en respekt for at folk godt må fortælle de mest vanvittige løgne til hinanden og deres børn for at dække over at deres liv ikke hænger sammen og aldrig nogensinde kommer til det. Og jo mere vi respekterer deres ret til løgn og selvbedrag, desto længere tid går der før de mennesker tør kravle ud af deres mentale huler og tage fat på den skræmmende opgave det er at skabe sig en tilværelse.
    Tamaco A/Sдәйексөз қалдырды3 жыл бұрын
    ramt af Jerusalem-syndromet
fb2epub
Файлдарды осы жерге салыңыз, бір әрекетте 5 кітаптан асыруға болмайды