RobinSamse og rejsen til Jordens indre

Tak for mad,“ sagde Robin og lænede sig tilbage i stolen. Han var stopmæt.

„Selv tak,“ sagde Samrita. Det var hende, der havde lavet mad i dag. Og hun havde gjort sig ekstra meget umage. Ikke fordi de havde noget specielt at fejre. Bare fordi hun havde lyst til at være sød ved Robin. Hun vidste nemlig, at han elskede karry. „Synes du ikke, det var lækkert? Det synes jeg, hvis jeg selv skal sige det.“

Robin tørrede en dråbe gul sovs af kinden. „Mm,“ nikkede han. „Det smagte næsten lige så godt, som når din mor laver det … AVV!“

Samrita sparkede ham over skinnebenet under bordet. „Hvis du skal være så fræk, kan du få lov til at gå ud med skraldeposen,“ sagde hun.

Robin grinede til hende. „Det var kun for sjov, sveske. Det smagte virkelig dejligt. Men jeg er i gang med at opfinde en elastikfidus til mine briller. Den ene stang er helt løs. Se.“ Robin tog brillerne af og viste dem til Samrita. Den ene brillestang vippede op og ned.

„Spændende,“ sagde Samrita. „Men hvad har det med skraldeposen at gøre?“

„Ja, jeg har ikke tid til at gå ud med den, når jeg er ved at opfinde. Det kan du jo nok forstå.“

Samrita så bare på ham med hovedet på skrå.

Robin ville selvfølgelig gerne hjælpe til. Han var bare så proppet, at han ikke kunne røre sig. „Okay, vi slår om det,“ forsøgte han. „Bedst af tre.“

„Ha! Det er jeg med på,“ sagde Samrita. „Jeg vinder altid! Bedst af én.“

„Tre.“

„Én.“

„Godt, så. Er du klar?“ spurgte Robin og løftede sin knyttede hånd.

Samrita holdt også en hånd frem.

„Sten … saks … PAPIR!“ sagde de i munden på hinanden.

De havde begge to saks.

„Om igen. Sten … saks … PAPIR!“

Denne gang havde de også begge to saks.

Robin grinede. „Vi kender hinanden for godt, sveske. Det bliver hele tiden uafgjort.“

„Nej.“ Samrita rystede på hovedet. „Du ved, at jeg altid ender med at vinde. Kom igen. Sten … saks … PAPIR!“

åbnede med et håndtag, og så kunne man bare smide sit skrald ud dér. Robin syntes, det var temmelig smart med sådan en skakt. Især når man boede helt oppe på tredje sal. Det var sikkert også meget godt for skraldet. På den måde fik det i det mindste en sjov rutsjebanetur, før det endte på forbrændingsanstalten.
Robin bandt knude på posen og åbnede lågen. „Farvel, lille skraldepose,“ sagde han og lagde hovedet på skrå for at lytte. Han elskede svuuuusjjj-lyden, når affaldsposen susede ned gennem skakten

ude i opgangen. En rund låge i væggen, som man åbnede med et håndtag, og så kunne man bare smide sit skrald ud dér. Robin syntes, det var temmelig smart med sådan en skakt. Især når man boede helt oppe på tredje sal. Det var sikkert også meget godt for skraldet. På den måde fik det i det mindste en sjov rutsjebanetur, før det endte på forbrændingsanstalten.
Robin bandt knude på posen og åbnede lågen. „Farvel, lille skraldepose,“ sagde han og lagde hovedet på skrå for at lytte. Han elskede svuuuusjjj-lyden, når affaldsposen susede ned gennem skakten

„Og der kan være alt nede i mit glas, både sten, saks og papir.“

LAVAGROTTEN
Robin og Samrita løb så hurtigt de kunne. Lille Kawaii sad nede i Samritas bluse og kiggede ud over kraven. Det var kun hans snude og små forpoter, der stak op.

Efter et stykke tid blev det orange lys stærkere. Tunnelen blev bredere, og pludselig åbnede den op i en kæmpestor grotte. Robin hev efter vejret. Luften var brandvarm og knastør. „Det er ligesom, når du bruger din hårtørrer i en hel time i træk,“ gispede han til Samrita.

„Så længe er jeg overhovedet ikke om at tørre hår,“ sagde hun. Hun prøvede at lyde fornærmet – selvom hun godt vidste, at hun nogle gange måske brugte lidt for lang tid ude på badeværelset.

Det var nemt at se, hvorfor der var så varmt. Robin og Samrita gik lidt nærmere. Ude midt i grotten boblede en hel sø med lava. Og ude midt i lavasøen stak et stykke klippe op som en lille bjergtop.

Derude sad Kawaiis mor.

„Hvordan …?“ spurgte Samrita

noget smart, så han selv endte med at blive snydt.

„Ved du hvad, sveske?“ sagde han og sendte hende et fingerkys. „Skal jeg ikke være sød og gå ud med skraldeposen?“

„Det lyder som en rigtig god idé,“ sagde Samrita. „Så kan jeg hjælpe dig med den der elastikfidus til dine briller bagefter.“

Robin ville gerne sige, at det var snyd, men faktisk syntes han, det var ret godt fundet på. Sådan var det med Samrita. Det var derfor, han elskede at drille hende. Hun fandt altid på

Denne gang havde Robin papir. Og Samrita havde …

„Hvad er det?“ spurgte Robin forvirret. „Man må da ikke bruge to hænder?“

Samrita sad med begge hænder foran sig, med håndleddene mod hinanden og fingrene formet som en skål.

„Det er glas,“ sagde hun.

„Glas?! Det er der da ikke noget, der hedder!“

„Det er der nu,“ sagde Samrita. „Og der kan være alt nede i mit glas, både sten, saks og papir.“

Nej.“ Samrita rystede på hovedet. „Du ved, at jeg altid ender med at vinde. Kom igen. Sten … saks … PAPIR!“

Denne gang havde Robin papir. Og Samrita havde …

„Hvad er det?“ spurgte Robin forvirret. „Man må da ikke bruge to hænder?“

Samrita sad med begge hænder foran sig, med håndleddene mod hinanden og fingrene formet som en skål.

„Det er glas,“ sagde hun.

„Glas?! Det er der da ikke noget, der hedder!“

„Det er der nu,“ sagde Samrita. „Og der kan være alt nede i mit glas, både sten, saks og papir.“

Brillerne forsvandt ned i skakten, og i stedet fik Robin overbalance. Først gled hans mave ind over kanten af hullet, så hans hofter, så hans ben. Pludselig var han selv i frit fald ned gennem skakten.