Fru Margit er ulykkeligt gift og drømmer stadig om sin første kærlighed, Gudmund Alfsøn. Da han dukker op på Solhaug, har han netop været involveret i nogle farlige intriger og forhindret et kongemord. Disse begivenheder er med til at udløse stykkets dramatiske handlingsforløb.
Den norske dramatiker og digter Henrik Ibsen (1828–1906) er én af de vigtigste forfattere i Det Moderne Gennembrud og regnes som grundlæggeren af det moderne drama med skuespil, der sætter den menneskelige psykologi i centrum og kredser om den fortid, det er så umuligt at flygte fra. Ibsen er verdensberømt for skuespil som “Et dukkehjem”, “Peer Gynt” og “Hedda Gabler”, men producerede i alt over tyve dramaer, der stadig opføres på teatre over hele verden.