Hobbitten

erende, ubehagelige ting! Gør, at man kommer for sent til middag! Jeg kan ikke forestille mig, hvad nogen ser i dem,“ sagde vor hr. Sækker, stak den ene tommelfinger om bag sine seler og blæste endnu en røgring, som var endnu større. Derefter tog han sin morgenpost og begyndte at læse, mens han foregav ikke at tage mere notits af den gamle mand. Han havde besluttet, at han ikke lige var hans type og ville have ham til at gå igen. Men den gamle mand bevægede sig ikke. Han blev stående lænet til sin

svar. Hvoraf I kan se, at de i høj grad havde skiftet mening om hr. Sækker og (som Gandalf havde sagt, de ville) var begyndt at have stor respekt for ham. Faktisk beklagede de sig ikke blot, men forventede, at han ville udtænke en eller anden vidunderlig plan til at hjælpe dem. De vidste kun alt for godt, at hvis det ikke havde været for hobbitten, ville de alle sammen snart have været døde, og takkede ham mange gange. Nogle af dem rejste sig ligefrem og bukkede helt ned til jorden foran ham, selv om de faldt om af anstrengelsen og i lang tid var ude af stand til at komme på benene igen. At kende sandheden om

Tunnellen fortsatte og fortsatte og førte et godt stykke, men ikke fuldstændig lige ind i siden af højen – Højen, som folk i mange miles omkreds kaldte den – og mange små, runde døre førte ud af den, skiftevis til den ene og til den anden side. Der var ikke noget med, at hobbitten skulle ovenpå; soveværelser, badeværelser, kældre, fadebure (som der var mange af), garderober (han havde hele værelser, som var fyldt med tøj), køkkener og spisestuer lå alle på samme niveau og faktisk ud til den samme gang. De bedste værelser lå alle på venstre hånd (når man kom ind), for det var de eneste, som havde vinduer; dybtliggende, runde vinduer med udsigt over hans have og længere væk engene, som skrånede ned mod floden.