Ind i væren

Som altid er et godt sted at begynde hos en selv. Det er indgangen. For dette store indre rum er trods alt inden i os. Vi er dog mest tilbøjelige til at begynde med de andre: „Du skal forandre dig! Hvis du forandrer dig, bliver jeg lykkelig!“ „Hvis verden forandrer sig, bliver jeg lykkelig.“ „Hvis mine omgivelser forandrer sig, hvis min arbejdssituation forandrer sig, så bliver jeg lykkelig.“ Men vi er faktisk nødt til at begynde med os selv – ikke i et forsøg på at „forandre“ os, for hvis vi ikke engang ved, hvem vi er, ved vi heller ikke, hvordan vi skal forandre os. Det første, vi er nødt til at se på, er vores eget selv, hvem vi i virkeligheden er. Inden vi forsøger at ændre noget ved os selv, er vi nødt til at få en ide om, hvem og hvad vi er, for ved at finde ud af, hvad vi er, træder vi ind i en bevidsthedsdimension, som gør en ende på unødvendig lidelse.

I Thomasevangeliet, som blev skrevet kort efter Jesu død, findes disse ord, som tillægges Jesus: „Lad den, der søger, vedblive at søge, indtil han finder. Når han finder, skal han blive urolig. Når han bliver urolig, vil han blive forundret, og han skal herske over alt.“ (Thomasevangeliet 2). Det er det første citat af Jesus i dette evangelium, og det er på mange måder den mest chokerende lære i hele denne skriftsamling. „Lad den, der søger, vedblive at søge, indtil han finder.“ Hvad søger den søgende? Hvad søger du? Hvad søger mennesker i virkeligheden? Vi har alle mange navne for det, vi søger, men uanset om vi kalder det Gud, om vi kalder det penge, om vi kalder det accept, om vi kalder det magt, om vi kalder det kontrol, så er det, vi i virkeligheden søger, at blive lykkelige. Vi søger kun disse ydre former, fordi vi tror, at hvis vi opnår dem, bliver vi lykkelige. Så det er i virkeligheden lykke, vi søger, uanset hvad vi siger, vi søger – Gud, penge, magt, prestige. Hvis vi ikke troede, at genstanden for vores søgen ville gøre os lykkelige, ville vi ikke søge efter den.

Når vi tror på vores tanker, når vi i den allerdybeste forstand tror, at de rent faktisk svarer til virkeligheden, kan vi begynde at se, hvordan dette fører til frustration, utilfredshed og i sidste ende til lidelse på mange niveauer. Denne indsigt er det første skridt i retning af at finde løsningen på vores lidelse. Men der er noget andet, som det er nødvendigt at forstå – noget endnu mere grundlæggende. Denne dybere indsigt viser sig først længe efter, at vi har dannet os vores mening, vores overbevisninger og opnået evnen til at skabe begreber. Hvordan kan det være, at vi, selv når vi begynder at forstå, at det er sindet, som skaber lidelse for os, stadig klynger os til sindet med sådan en styrke, så lidenskabeligt? Hvorfor fastholder vi til stadighed denne identifikation i et sådant omfang, at det undertiden føles, som om sindet holder fast ved os? En af grundene til, at vi gør dette, er troen på, at sindets indhold – vores overbevisninger, vores ideer, vores meninger – rent faktisk er, hvem vi er. Det er den primære illusion: at jeg er, hvad jeg tænker, at jeg er, hvad jeg tror, at jeg er mit særlige synspunkt. Men som en hjælp til at gennemskue denne illusion er det nyttigt at kigge endnu dybere – ind i, hvad det er, der driver os til at se verden på denne måde.