Grisha 1: Pigen og mørkingen

Når varmen var værst, pjækkede de fra skole – gemte sig i skoven, hvor de kunne lede efter fuglereder eller svømme i den mudrede flod.

ikke mit humør bedre. Jeg ville gerne vide, hvordan han var kommet til at arbejde for Mørkningen, og hvordan hans liv havde været

det her din form for barmhjertighed?”
Endnu en geværkugle kom hvislende og ramte sandet, blot tommer fra os. Ja, tænkte jeg, mens styrken rejste sig i mig. Det her er den barmhjertighed, du har lært mig.

Den eneste, som kunne have drevet mørket på flugt og reddet ham, var mig – og jeg var magtesløs.

Jeg elsker dig, Alina, og jeg elsker også den del af dig, der elskede ham.

”Okay.”
Jeg gav en lyd fra mig, der var halvt latter, halvt hulken. ”Du må da være den eneste i verden, der kan få meddelelsen om sin egen nært forestående død og så bare sige: ”Okay.”
”Skulle jeg hellere sige: ’Åh helgener! Nej!’?”

Du kan kæmpe imod mig, så længe du orker. Du vil opdage, at jeg har meget mere erfaring med evigheden, end du har.

”Nu er du uretfærdig.”
”Uretfærdig?” Han lo bittert. ”Du taler stadig om retfærdighed. Hvad i alverden har retfærdighed at gøre med det her? Folket forbander mit navn og beder til dig i kirkerne. Er dét retfærdigt? Du var parat til at svigte dem, mens jeg var den, der ville give dig magt over deres fjender. Det er mig, der vil befri dem fra kongens tyranni.”

Det var, som om luften blev slået ud af mig, og jeg måtte undertrykke en hulken. Mal levede. Det var selvfølgelig muligt, at Mørkningen løj, men det troede jeg ikke. Han elskede magt, og Mals liv gav ham magt over mig.

Havde han prøvet på at advare mig? Hvis bare jeg havde været lidt mindre frygtsom. Hvis bare jeg havde været mere villig til at lytte. Et par ting mere at føje til listen over ting, jeg fortrød.