De tre måske fire (5) – Vær beredt

Adam ville også, men Parly mente, han var for lille.
„Sådan en træbåd er ret tung,“ sagde han. Adam rakte tunge.
Det var sjovt at ro. Jeg tog lange seje tag, mens jeg kiggede på My, som stadig sad bagerst i båden sammen med Adam. Parly fik min plads foran. Jeg lagde alle kræfter i og fik pæn fart på båden. My så tilpas imponeret ud, jeg tog et ekstra sejt tag, men kom ikke helt ned i vandet med den ene åre … plask!
„Øv, stop!“ råbte Adam, som lige havde fået det meste af en bølge i hovedet.
„Jeg troede, du gerne ville bade,“ grinte jeg.
„Der er søspejdernes både,“ råbte Parly. Der lå tre både fortøjet ved en lille bro.
„Vi sejler rundt om øen og går i land,“ sagde jeg, „så de ikke ser os.“
Jeg lånte kikkerten og fandt en lille øde strand af en slags. Vi smed sko og strømper og trak båden halvt op på land. Adam gik foran båden og tjekkede, at der ikke var store sten. Vi skulle nødigt lave hul i bunden på Ingers båd. Selvfølgelig faldt han og blev drivvåd. Nu blev han sikkert forkølet, men det var der ikke noget at gøre ved nu.
Vi lagde årerne i bunden af båden. Vi kunne jo ikke fortøje eller låse båden, men den stod helt fast på sandet, den ville ikke drive til havs, og hvem skulle komme her og stjæle den?
„Den løber ingen vegne,“ sagde jeg.
„Ikke medmindre det bliver højvande,“ sagde Parly.
„Det er højvande nu,“ sagde Adam og så stolt ud. „Lige nu topper det faktisk.“
Jeg sendte ham et anerkendende nik. Jeg havde bedt ham tjekke tidevandstabellen, inden vi gik hjemmefra, og det havde han åbenbart gjort.
Og så gik vi ind på Hesteøen for at finde de blå søspejdere og deres lejr.

„Desuden har Billen og hans bande travlt med at lege med motorbåd,“ sagde Christian.