Sigurd fortæller danmarkshistorie

”Jeg har en smart fidus,” sagde en mand med slips i fjernsynet: ”Og jeg betaler NUL kroner i skat!”

Soldaterne på Hammershus var nogle værre baryler. De drak hver 12 liter øl om dagen, de havde masser af våben, og de var bestemt ikke til at spøge med. Alligevel lykkedes det Leonora Christina at snøre dem. Om natten tog hun både sine egne og Corfitz’ lagner. Så bandt hun dem sammen og kastede dem ud ad et af skydehullerne. På den måde kunne de to elskende flygte ned ad borgens ydermur, uden at soldaterne opdagede det.
”Løb!” råbte hun, da de var nede ved jorden, og så flygtede de, alt hvad de kunne, hen over den bornholmske klippejord.
”Hvad var det?” spurgte en af fangevogterne, som havde hørt nogle underlige lyde.
”Fangerne er flygtet!” råbte en anden vagt, og så gik den vilde jagt efter dem.
Corfitz Ulfeldt var ikke helt ung længere, så han kunne ikke løbe så hurtigt, og derfor indhentede vagterne dem.
”Nå, så I tror, I kan flygte, hva’?” sagde vagterne og grinede hånligt. ”I kan tro nej, uslinge!”
Og så blev Leonora Christina og Corfitz smidt tilbage i fangehullet. Øv. Nu var det endelig lykkedes dem at flygte, og så minsandten om ikke de var tilbage i det klamme fangehul igen. Leonora Christina kiggede sig omkring. De store, tunge sten, som fangehullet var bygget af, lukkede tæt til hele vejen rundt om dem. Kun nogle bittesmå sprækker gjorde, at der kom lidt dagslys ind. Ellers var det mørkt, koldt og uhyggeligt. Udenfor kunne hun høre soldaterne skåle i øl. De var helt oppe at køre over, at fangerne nu igen var på plads i fangehullet.
”Så kan de lære det!” råbte den ene.
”Ja, sådan nogle usle forbrydere!” råbte en anden, og så bundede de deres ølkrus og bøvsede.
Sådan gik tiden, dag efter dag, uge efter uge, i lang, lang tid. Leonora Christina var så småt begyndt at indstille sig på, at resten af deres liv måske skulle være sådan her. Indespærret for altid. Det eneste lyspunkt i livet var, at hun trods alt var sammen med sin elskede. Ellers så alt sort ud. Derfor var det også en kæmpe overraskelse, da fangevogterne lige pludselig en dag åbnede lågen ind til fangehullet og beordrede til dem at komme ud.
ÅR 1661
”Kom herud, I to banditter!” råbte en soldat, og det lod Leonora Christina og Corfitz sig ikke sige to gange. Da de kom ud, så de, at soldaterne stod på geled og gjorde honnør. Forrest stod en meget vigtig soldat med mange udmærkelser på sin uniform. Han havde et brev i hånden. Det var et fint dokument, som han begyndte at rulle ud. Det var fra selveste kongen!
”Corfitz Ulfeldt og

Soldaterne på Hammershus var nogle værre baryler. De drak hver 12 liter øl om dagen, de havde masser af våben, og de var bestemt ikke til at spøge med. Alligevel lykkedes det Leonora Christina at snøre dem. Om natten tog hun både sine egne og Corfitz’ lagner