Kudos

vigtigt at jeg ikke misforstod nogle af ordene,« sagde hun, »og bagefter følte jeg at hvor du havde givet denne halve virkelighed legitimitet ved at skrive om den, havde jeg tilsvarende givet den legitimitet ved at det var lykkedes at overføre den til et andet spr

hun til mig, »hvor du beskriver at du har været igennem noget lignende, og jeg oversatte det meget omhyggeligt og med stor varsomhed, som om det var noget skrøbeligt som jeg kunne knuse eller slå ihjel ved en fejl, for disse oplevelser hører ikke helt hjemme i virkeligheden, og beviset for at de findes er kun én persons ord mod en andens. De

for længe, så det løb op til en enorm regning oven i alt det andet. Jeg burde efterhånden have vidst,« sagde hun, »at Stefano ikke foretager sig noget på basis af hvad der er rigtigt eller forkert, men i stedet kun handler ud fra hvad loven vil tillade ham at gøre. Han har forstået at loven kan bruges som et våben, hvor jeg kun forbinder den med retfærdighed, og så er jeg allerede håbløst bagud.«

»Det er uheldigt for

Min søn indrømmede engang over for mig, sagde jeg, at da han var mindre, ønskede han desperat at han kunne høre til i en anderledes familie, som en af hans venners familie han en overgang tilbragte masser af tid hos. Den familie var stor og larmende og tog let på tingene, og der var altid plads til ham ved bordet, hvor der blev serveret enorme, opmuntrende måltider, og hvor alt blev diskuteret, men intet undersøgt nærmere, så der var ikke nogen fare for at træde gennem spejlet, som han havde udtrykt det, ind i den tilstand af smertelig selverkendelse hvor menneskers fiktive historier mister deres troværdighed.

litteratur fik meget af sin magt gennem en frygtløs ærlighed: En person uden interesse for at leve og dermed uden noget investeret i fremtiden kan tillade sig at være ærlig, sagde han, og den negative forfatter var omfattet af det samme tvivlsomme privilegium. Men ærligheden var som sagt uspiselig: På en måde gik den til spilde, måske fordi der ikke var nogen der brød sig om ærligheden hos en der var ved at hoppe over bord fra det skib resten af os var fanget på. Den virkelige ærlighed fandtes selvfølgelig ho

elendighed, var dem der havde stemt mest overvældende for at man skulle forlade unionen, og ingen steder var det sandere end i hans eget lille land.

»Det er lidt ligesom kalkuner der stemmer for julen,« sagde han. »Selv om jeg selvfølgelig ikke kan udtrykke det sådan på skrift.«

anden grund keder mig. Men denne gang,« sagde hun, »hvor min søn var taget hen til sin far og jeg ventede i min lejlighed, hørte jeg skridt på trappen, og nøglen blev drejet rundt i låsen, og jeg blev pludselig forvirret med hensyn til hvem af de mænd jeg havde kendt i mit liv, der var på vej ind gennem døren. Det var i et øjeblik som om,« sagde hun, »at jeg havde gjort for stort et nummer ud af forskellen på disse mænd selv om det engang havde virket som om hele verden afhang af at jeg var sammen med den ene og ikke den anden. Jeg blev klar over at jeg havde troet på dem,« sagde hun, »og på den

Men hans ord fik mig samtidig til at føle at der for første gang var nogen der havde forstået hvad der var sket, for mens jeg altid havde fortalt historien til mig selv og andre som en krigshistorie, var det faktisk bare en historie om forandring. Og det var denne forandring som var gået uudforsket og ukommenteret for sig indtil min søn så den i fotografierne og lagde mærke til den. Mens han var væk de par dage

Jeg kan finde den udenfor i regnen eller glemt i hans frakkelomme eller ved siden af badekarret, og hver gang får jeg fat i den igen og gør den ren og lægger den tilbage hvor han kan finde den, for i afvisningen af bøgerne ser jeg en afvisning af mig selv og af min autoritet som far.

Men i al den tid de ringede,« sagde hun,« var jeg ude af stand til at bevæge mig, så der stod jeg, med vandet strømmende ned fra håret og ned over mit ansigt og tøj, mens jeg iagttog hvordan hele verden gradvist blev overført til spejlet ved mine fødder.«

Hun tav, med munden fortrukket i en sær grimasse, hendes store øjne blinkede ikke, og fordybningen i næsen lå som en brønd af skygge i havens skiftende lys.

»Du spurgte tidligere,« sagde hun til mig, »om jeg troede at retfærdigheden kun er en illusion den enkelte