Da englænderne bombaderede København i 1807 og tog flåden, lå den danske søfæstning Christiansø glemt og forfalden langt ude i Østersøen. Den havde ikke haft nogen militær betydning i generationer og fæstningens garnison havde, som årene var gået, mere slået sig på fiskeriet end soldatergerningen.
Da fjenden dukkede op og lagde sig omkring den forsvarsløse fæstning, åbnede Christiansøs kommandant, Johan von Kohl, fæstningens havn for de danske statsautoriserede sørøvere, kaperne.
Christiansø blev hurtigt en af Danmarks vigtigste baser for de farverige og fandenivoldske fribyttere, og fæstningens havn fyldtes snart med erobrede engelske handelsskibe. De danske magthavere fattede dog først sent, at Christiansø var blevet en front i krigen mod England, og den fjerne fæstning fik i lange perioder slet ingen hjælp udefra.
Kapernes udskejelser tiltrak hurtigt den engelske regerings opmærksomhed, og Christiansø blev snart en central brik i Napoleonskrigenes store spil om Østersøen.
Det hele kulminerede den 24. oktober 1808, da Christiansøs fiskersoldater, et par hundrede bornholmske bønderkarle, nogle håndfulde hårde søfolk fra Holmen og 150 danske kapere stod over for den mægtige britiske flåde i det, der skulle blive englændernes værste angreb på nogen dansk besiddelse efter Københavns bombardement.
Rasmus Voss er journalist og historiker. Han er barnebarn af forfatteren Tage Voss.
I begyndelsen havde søfolkene en del at snakke, omsider blev talen mere enkel, og til sidst ophørte den ganske, ret som naturens rolighed fordrede levende væsners tavshed.
