Viktor Stepanovitj kalder det stemningen. Han siger, at inden man spiller en eneste node, må man først finde et eksempel på kompositionens stemning i ens eget hjerte. Så til det her stykke tænker jeg på min mor. Jeg tænker på, hvordan mine få erindringer om hende langsomt er ved at fortone sig, og så begynder jeg at spille.”
Greven tav, overvældet af endnu en bølge af forbløffelse.
“Forstår du, hvad jeg mener?” spurgte Sofia.
“Også i dén grad,” svarede han. Efter at have tænkt sig om et øjeblik tilføjede han: “Som ung plejede jeg at føle på samme måde, når jeg tænkte på min søster. For hvert år der gik, var det, som om lidt mere af hende forsvandt; og jeg begyndte at frygte, at jeg en dag ville have glemt hende helt. Men sandheden er, at uanset hvor lang tid der går, så forsvinder de mennesker, vi har elsket, aldrig helt.”