Amor Towles

Bekymret? Misjka ville længes efter Katerina resten af sit liv! Han ville aldrig igen kunne gå hen ad Nevskij Prospekt, uanset hvad de kaldte gaden, uden en følelse af ubærligt tab. Og det var ganske i sin orden. Savnet er netop, hvad vi må forvente, forberede os på og elske til vores dages ende, for det er i sidste instans kun vores knuste hjerter, der evner at imødegå kærlighedens flygtighed.

Nummer ét,” sagde greven og tav et øjeblik for den dramatiske virknings skyld. “Tjekhov og Tolstoj.”
Tyskeren gryntede.
“Ja, ja. Jeg ved, hvad De vil sige: at enhver nation har sine forfattere i panteon. Men med Tjekhov og Tolstoj har vi russere sat bogstøtterne på fortællingens kaminhylde. Herefterdags vil fiktionsforfattere, hvor end de stammer fra, placere sig på det kontinuum, der begynder med den ene og ender med den anden. For hvem, må jeg spørge, har bedre mestret den korte fortælling end Tjekhov med sine formfuldendte små historier? De er præcise og enkle og inviterer os indenfor i et hjørne af hjemmet på et upåfaldende tidspunkt, hvor hele menneskets lod med ét er inden for rækkevidde, om end på den mest hjerteskærende vis. Og i den anden ende af spektret: Kan De forestille Dem et værk med videre rammer end Krig og fred? Et der så behændigt skifter fra dagligstue til slagmark og tilbage igen? Der så grundlæggende undersøger, hvorledes individet formes af historien, og historien af individet? Jeg siger Dem, at der i de kommende generationer ikke vil være nogen, der kan fortrænge de to som fortællingens alfa og omega.”

Nummer to?” spurgte briten, og Audrius fyldte atter glassene.
“Første akt, første scene af Nøddeknækkeren.”
“Tjajkovskij,” lo tyskeren højrøstet.
“De ler, mein Herr. Og dog vil jeg godt vædde en hel del på, at De godt kan se den for Dem. Det er juleaften, og Clara sover tungt på gulvet med sit vidunderlige nye legetøj efter at have fejret jul med familie og venner i et rum pyntet med kranse. Men da klokken slår tolv, og den enøjede Drosselmeyer sidder oppe på standuret som en ugle, begynder juletræet at vokse …”
Greven hævede langsomt hånden op over baren for at illustrere træets vækst, og briten begyndte at fløjte den berømte march fra åbningsscenen.
“Ja, lige præcis,” sagde greven. “Man siger normalt, at briterne er bedst til at fejre advent. Men med al respekt så må man rejse længere nordpå end London, hvis man vil opleve essensen af vinterfesten. Man må vove sig op over den halvtredsindstyvende breddegrad, op til de egne, hvor solens bane er mest elliptisk og vinden mest ubarmhjertig. Rusland har med sit mørke, sin kulde og sne netop den form for klima, hvor julens ånd lyser klarest. Og det er derfor, Tjajkovskij synes at have fanget lyden af den bedre end nogen anden. Jeg siger Dem, at ikke blot vil hvert eneste europæisk barn i det tyvende århundrede kende melodierne fra Nøddeknækkeren, de vil også forestille sig deres jul, netop som den er skildret i balletten; og når de er gamle og grå, vil Tjajkovskijs juletræ vokse fra deres erindringers gulv, indtil de endnu en gang stirrer fortryllede op.”