Amor Towles

Viktor Stepanovitj kalder det stemningen. Han siger, at inden man spiller en eneste node, må man først finde et eksempel på kompositionens stemning i ens eget hjerte. Så til det her stykke tænker jeg på min mor. Jeg tænker på, hvordan mine få erindringer om hende langsomt er ved at fortone sig, og så begynder jeg at spille.”
Greven tav, overvældet af endnu en bølge af forbløffelse.
“Forstår du, hvad jeg mener?” spurgte Sofia.
“Også i dén grad,” svarede han. Efter at have tænkt sig om et øjeblik tilføjede han: “Som ung plejede jeg at føle på samme måde, når jeg tænkte på min søster. For hvert år der gik, var det, som om lidt mere af hende forsvandt; og jeg begyndte at frygte, at jeg en dag ville have glemt hende helt. Men sandheden er, at uanset hvor lang tid der går, så forsvinder de mennesker, vi har elsket, aldrig helt.”

han læste dette, brød Alexander Rostov omsider sammen og græd. Han græd naturligvis for sin ven, denne ædelmodige og dog temperamentsfulde sjæl, som kun så kort havde fundet sit øjeblik i tiden – og som ligesom dette hjælpeløse barn var utilbøjelig til at fordømme verden for alle dens uretfærdigheder.
Men naturligvis græd greven også for sig selv. For trods sit venskab med Marina og Andrej og Emile, trods sin kærlighed til Anna, trods Sofia – denne utrolige velsignelse, som var kommet til ham ud af det blå – så forsvandt den sidste af dem, der havde kendt ham som ung, da Mikhail Fjodorovitj Minditj døde.

Med tanke på, at et menneske må bemestre sine omstændigheder for ikke at blive offer for dem, tænkte greven, at det var værd at overveje, hvordan man bedst gjorde dette, når man var blevet idømt et helt livs husarrest.

For pomp og pragt er sejlivede kræfter. Og rævelumske.

Hvor ydmygt bøjer de ikke hovedet, når kejseren trækkes ned ad trappen og kastes ud på gaden. Men efter stilfærdigt at have afventet det rette øjeblik komplimenterer de den nys udnævnte leder, mens de hjælper ham i jakken og foreslår, at en medalje eller to ville pynte på det hele. Eller de overvejer, efter at have serveret for ham ved en officiel middag, om en større stol mon ikke ville være mere passende for en mand med så stort ansvar. De menige soldater kaster måske nok det gamle regimes bannere på sejrsbålet, men snart efter lyder trompeterne, og pomp og pragt indtager deres plads ved siden af tronen efter endnu en gang at have sikret sig deres magt over historien og dens konger.

Mennesker er af natur så omskiftelige, så komplekse, så vidunderligt modsætningsfulde, at de fortjener ikke blot vores overvejelse, men vores genovervejelse – og vores urokkelige bestemmelse om at vente med at danne os et indtryk, indtil vi har oplevet dem i alle mulige forskellige situationer på alle mulige tidspunkter.

Savnet er netop, hvad vi må forvente, forberede os på og elske til vores dages ende, for det er i sidste instans kun vores knuste hjerter, der evner at imødegå kærlighedens flygtighed.